Med sin sejr i Emilia Romagna Grand Prix på Imola understregede Max Verstappen (Red Bull-Honda), at han er klar til at vælte Lewis Hamilton (Mercedes) af VM-tronen.

Den unge hollænder dominerede et spændende løb, der startede i regnvejr og undervejs måtte afbrydes efter en dramatisk ulykke mellem Hamiltons teamkammerat Valtteri Bottas og George Russell (Williams-Mercedes).

Banen var ved at tørre op, da Russell på 31. omgang forsøgte at overhale finnen. Det skete på et af de hurtigste steder på banen, hvor bilerne kørte tæt på 300 km/t.

»Da jeg gjorde klar til at gå op på siden af Mercedes'en, trak han ud mod mig,« rasede Russell, der for nylig blev valgt som ny formand for kørernes sikkerhedsorganisation, Grand Prix Drivers Association (GPDA).

»Så måtte jeg undvige ud på den våde del af asfalten, og jeg mistede herredømmet. Det er okay at forsvare sin placering, men med 330 km/t. skal man altså have respekt for både farten og forholdene.«

Begge biler blev smadret mod barrieren, og begge kørere var overbevist om, at modparten havde skylden. Russell kravlede ud af Williams-vraget og gik hen til Bottas og slog ham på hjelmen.

»Jeg spurgte: 'Er du ude på at slå os begge ihjel?'« forklarede Russell.

Bottas svarede med at give den nye GPDA-formand en finger.

Mekanikere med Williams-vraget efter George Russells crash med Valtteri Bottas.
Mekanikere med Williams-vraget efter George Russells crash med Valtteri Bottas. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Jeg ved ikke, hvad han var ude på – ulykken var jo helt klart hans skyld,« sagde Bottas.

Dommerpanelet, der inkluderede den danske Le Mans-legende Tom Kristensen, bedømte søndag aften sammenstødet til at være en såkaldt 'racing incident’'– altså hændeligt uheld.

George Russell er Mercedes' juniorkører, og det tyske team har placeret ham i Williams-teamet på en treårig 'lejeaftale'. Den udløber i år, og det er tydeligt, at Russell satser på at overtage Bottas' plads ved siden af Lewis Hamilton i 2022.

I et forsøg på at følge med Verstappen lavede Hamilton tidligt i løbet en sjælden fejl og måtte en tur af banen. Det lykkedes ham at bakke ud gennem sandkassen, og han kæmpede sig i den anden halvdel af løbet op på andenpladsen. Undervejs satte han løbets hurtigste omgang, der udløser et VM-point.