Juniorprogrammer skal hjælpe Christian Lundgaard og Frederik Vesti i Formel 1

Tendensen er tydelig: I dag kan man kun komme ind i Formel 1, hvis man har været med et af de 10 teams juniorprogrammer.

Den seneste kører, der kom ind i Formel 1 uden at have været juniorkører, var svenske Marcus Ericsson, der i 2014 debuterede for Caterham-teamet. Lige siden er alle nye Formel 1-kørere rekrutteret fra juniorprogrammer.

De to mest succesrige danskere i Formel 1, Jan og Kevin Magnussen, blev begge uddannet hos McLaren, inden de debuterede for samme team i henholdsvis 1995 og 2014.

Marco Sørensen, der i dag er regerende verdensmester i GT-racing, var fra 2009 og i en årrække frem med i juniorprogrammerne hos Renault og Lotus. Trods stærke resultater i både Renault World Series og GP2 fik han bortset fra en privat test aldrig chancen i Formel 1.

Marco Sørensen (bagerste række i midten) var i en årrække juniorkører hos Renault/Lotus
Marco Sørensen (bagerste række i midten) var i en årrække juniorkører hos Renault/Lotus Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Max Klinkby Silver var kun 16 år og en af Europas bedste gokartkørere, da han i 2011 blev headhuntet til Formel 1-teamet Lotus' juniorprogram.

»Formel 1-holdenes juniorprogrammer er bygget forskelligt op,« fortæller Max Klinkby Silver til B.T.

»Nogle af dem kræver betaling for at optage en kører, men jeg betalte ikke for at komme med hos Team Lotus – de var imponerede af mine resultater. De havde en kører-coach, den tidligere Formel 1-kører Alex Yoong, og jeg blev optaget i programmet efter en række samtaler med ham.«

»Som juniorkører i et Formel 1-team kan man bruge teamets træningsfaciliteter, man bliver rådgivet om ernæring, og de hjælper med forbindelser til teams i juniorklasserne. Men det vigtigste er, at man har bedre muligheder for at tiltrække sponsorer. Det er sjældent, at Formel 1-teamet betaler for deres kørere i for eksempel Formel 3 eller Formel 2. Og hvis de gør det, følger der et enormt pres med: Hvis man ikke leverer, ryger man hurtigt ud,« siger Klinkby Silver.

Max Klinkby Silver var i 2010 tilknyttet Team Lotus som juniorkører.
Max Klinkby Silver var i 2010 tilknyttet Team Lotus som juniorkører. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Trods støtten fra Team Lotus lykkedes det ikke Klinkby Silver at samle de omkring halvanden million kroner, der ville koste at rykke op i Formel Renault 2.0, og han stoppede i Team Lotus' juniorprogram efter et par år og har siden blandt andet kørt i den danske DTC-serie.

I øjeblikket er Christian Lundgaard (Alpine) og Frederik Vesti (Mercedes) med i Formel 1-juniorporgrammer.

19-årige Lundgaard blev optaget i Renault Sport Academy, mens han stadig kørte gokart, og den franske fabrik har støttet ham – også økonomisk – gennem Formel 4, Formel Renault, Formel 3 og frem til Formel 2, hvor han i år kører sin anden sæson.

I år, hvor både teamet og juniorprogrammet har skiftet navn til Alpine, er Lundgaard i hård kamp med to andre juniorkørere. Alpine har traditionelt optaget ganske mange kørere i deres juniorprogram, og antallet af kørere, der bliver droppet, er tilsvarende stort.

Efter første afdeling af Formel 2-mesterskabet ligger Christian Lundgaard på en samlet syvendeplads.
Efter første afdeling af Formel 2-mesterskabet ligger Christian Lundgaard på en samlet syvendeplads. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Med både Lundgaard, Guanyu Zhou (Kina) og Oscar Piastri (Australien) i Formel 2 2021 er danskeren under massivt pres. Han skal være markant bedre end sine akademikollegaer, hvis det skal være ham, Alpine løfter op i Formel 1 næste år. Hvis han bare er lige så god som Zhou og Piastri, vil de alene på grund af deres nationalitet og dermed sponsortække komme foran Lundgaard.

»2021 absolut en afgørende sæson i forhold til min fremtid i Formel 1,« siger Lundgaard.

Frederik Vesti var længe om at komme ind i et juniorprogram. Der var interesse fra Red Bull, men manager Dorte Riis satsede på et endnu bedre tilbud, og midt i januar i år blev den 19-årige jyde annonceret som Mercedes-juniorkører.

»Det er et kæmpe boost for min karriere, at jeg nu skal arbejde sammen med det bedste team i verden. Mercedes vælger deres juniorkørere med omhu,« siger Vesti.

Frederik Vesti starter Formel 3-sæsonen i næste weekenden ved det spanske grandprix i Barcelona.
Frederik Vesti starter Formel 3-sæsonen i næste weekenden ved det spanske grandprix i Barcelona. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Mercedes har et af de mindste men samtidig mest succesfulde juniorprogrammer i Formel 1. Det første kuld helt tilbage i starten af 1990erne bestod af Michael Schumacher, Heinz-Harald Frentzen og Karl Wendlinger, der alle fik succes i Formel 1.

Fra det andet kuld med Jan Magnussen, Dario Franchitti og Sandy Grau var det kun danskeren, der kom i Formel 1, men til gengæld har Mercedes haft stor succes med sine seneste juniorkørere: Esteban Ocon, George Russell og Pascal Wehrlein kom alle i Formel 1, og Ocon og Russell kandiderer nu begge til en plads i Mercedes' eget team.

Selvom han i Formel 3 er en kategori under Lundgaard, er Vestis position på et par punkter måske mere lovende end landsmandens. For mens Lundgaard i Alpine-akademiet kæmper intenst med Zhou og Piastri, er Vesti den eneste nye juniorkører, Mercedes kan have Formel 1-klar inden for et par år – tyskernes andre juniorkørere er mindst to år efter danskeren i det internationale racerhierarki.

Samtidig leverer Mercedes motorer til tre andre teams. Det er urealistisk, at Vesti kan debutere i Mercedes' eget team, men han kan blive placeret i et af tyskernes kundeteams – præcis som det skete med Russell hos Williams og Ocon hos Manor og senere Force India.

Kevin Magnussen kom ind i Formel 1 via McLarens juniorprogram.
Kevin Magnussen kom ind i Formel 1 via McLarens juniorprogram. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Alpine har ingen kundeteams, og det kan blive den helt store hurdle for Lundgaards Formel 1-drømme. Renault råder kun over de to pladser hos Alpine, og de synes for 2022 godt besat med Fernando Alonso og Esteban Ocon, hvor sidstnævnte er udlånt fra Mercedes.