Så kan det ikke blive mere spændende: Max Verstappen (Red Bull-Honda) og Lewis Hamilton (Mercedes) starter VM-finalen på Yas Marina-banen (klokken 14.00 dansk tid) side om side i første række!
Hollænderen havde en svær kvalifikation, men sikrede sig ikke desto mindre en ganske overlegen pole position.
»Vi skulle finjustere et par småting, men til sidst føltes bilen god,« sagde Verstappen, der overraskende brugte ’soft’-dækket i anden del af kvalifikationen. Det betyder ifølge reglementet, at han også skal starte løbet på ’soft’-dæk.
»Jeg ville helst have startet på ’medium’-dækket, men efter jeg flat-spottede (’beskadigede under nedbremsning’, red.) mit ene ’medium’-dæk, var vi nødt til at satse på ’soft’,« forklarede Verstappen.
Lewis Hamilton var næsten 0,4 sekund efter Verstappen i den afgørende Q3-kvalifikation, men han brugte ’medium’-dæk i Q2, som han så også skal starte på.
Englænderen var tydeligt overrasket over Red Bulls strategi, og det lød som om han mistænkte Verstappen for med vilje at have flat-spottet sit ’medium’-dæk.
»Det er meget sjældent, man flat-spotter sine dæk på den måde, så jeg er lidt skeptisk omkring det, der skete med Max,« sagde Hamilton uden at uddybe sin teori nærmere.
I alle tilfælde giver det løbet et ekstra spændingsmoment, at de to titelkandidater starter på hver sin dæktype. Løbet starter i dagslys, men kører hurtigt ind i solnedgangen og slutter i mørke. Det betyder, at asfalttemperaturen og dermed dækslitagen reduceres under løbet. Umiddelbart burde det derfor være en fordel at starte på det mere holdbare ’medium’-dæk for derefter at skifte til ’soft’-dækket, når mørket er faldet på.
Hamilton og Mercedes frygter åbenbart, at Red Bull vil forsøge at sikre Verstappen VM-titlen med en alternativ strategi, og i alle tilfælde vil hollænderens ’soft’-dæk være en fordel, når starten går.
»’Medium’-dækket vil nok være lidt langsommere end Max´ ’soft’-dæk på de første meter, men så må vi se, hvordan løbet udvikler sig,«sagde Hamilton.
»Men jeg er bare glad for at være i første række, for så kan jeg følge med i hvad Max gør.«
Lando Norris (McLaren-Mercedes) kvalificerede sig overraskende på tredjepladsen med Verstappens teamkammerat Sergio Perez (også på ’soft’-dæk) på fjerdepladsen.
Hamiltons Mercedes-makker Valtteri Bottas starter fra sjette position ved siden af Daniel Ricardo (McLaren-Mercedes). Ligesom Hamilton skal Bottas starte på ’medium’-dækket, og det er tydeligt, at både Red Bull og Mercedes agter at få størst muligt udbytte af deres løjtnanter Perez og Bottas i VM-kampen mellem Verstappen og Hamilton.