Formel 1-stjernen Lewis Hamilton har været en af de mest aktive sportsstemmer i racismedebatten efter drabet på George Floyd.

Indtil videre har den engelske verdensmester holdt igen med at dele for meget ud af sine personlige oplevelser med racisme.

Men nu tager han bladet fra munden. Det sker i et opslag på Instagram, hvor Hamilton afslører ubehagelige minder fra sin barndom.

'Jeg har læst hver dag for at forsøge at være opdateret på alt det, der sker i vores kamp mod racisme, og det har vakt så mange smertefulde minder fra min barndom til live.'

'Levende minder om de udfordringer, jeg mødte, da jeg var barn – og som jeg er sikker på, at mange af jer, der har oplevet racisme eller anden form for diskrimination, har mødt.'

'Jeg har talt så lidt om mine personlige erfaringer, fordi jeg lærte at holde det for mig selv. Lad være med at vise svaghed, kvæl det med kærlighed og slå dem på banen.'

'Men når jeg var væk fra banen, blev jeg mobbet, slået, og den eneste måde, jeg kunne bekæmpe det på, var at lære at forsvare mig selv, så jeg begyndte at gå til karate,' skriver Lewis Hamilton.

Mercedes-køreren fastslår samtidig, at oplevelserne stadig sidder ham i dag - det har hans store succes ikke ændret på.

Foto: ALEJANDRO GARCIA
Vis mere

'De negative psykologiske konsekvenser kan ikke måles. Det er derfor, jeg kører, som jeg gør – det er langt mere end bare en sport. Jeg kæmper stadig.'

'Jeg takker Gud for, at jeg havde min far, en stærk sort figur, som jeg kunne se op til, og som forstod mig og ville stå ved min idé uanset hvad.'

'Det er ikke os alle sammen, der har det, men vi er nødt til at stå sammen med dem, der ikke har den helt at læne sig op ad, og beskytte dem. Vi må stå sammen!' skriver Lewis Hamilton blandt andet.

Mens den seksdobbelte verdensmester har været en meget aktiv stemme i Black Lives Matter-bevægelsen, så har mange andre aktører i Formel 1 forholdt sig passive. Og det har fået Lewis Hamilton til at lange kraftigt ud efter sine kolleger – det kan du læse mere om her.