Den hollandske Formel 1-stjerne Max Verstappen startede i poleposition, men måtte allerede på første omgang udgå af det britiske grandprix efter stor dramatik.

I en tæt duel med Lewis Hamilton kolliderede Red Bull-køreren nemlig med den forsvarende verdensmester, inden han røg af banen og bragede ind i barrieren.

Heldigvis var Max Verstappen hurtigt ude af bilen og vinkede efterfølgende ud til tilskuerne. Se det vilde sammenstød øverst i artiklen.

Hamilton angreb Verstappen lige fra start, og det var i et forsøg på en overhaling, at uheldet skete.

Verstappen ramte Hamiltons hjul, og med høj fart kørte han derefter ud i gruset og ramte kort efter barrieren.

Det førte til, at løbet skulle genstartes, og bilerne blev parkeret i pitlane. Efter en pause på lidt over en halv time blev der igen kørt race.

Charles Leclerc startede forrest med Lewis Hamilton, der efter episoden med Verstappen fik en straf på ti sekunder, lige bag sig.

Max Verstappen fører i den samlede VM-stilling i Formel 1 med 33 point ned til Lewis Hamilton