Alt går galt for det danske Formel 1-håb Christian Lundgaard.

En tredjeplads i lørdagens første sprintløb på Silverstone gav håb om, at den 19-årige dansker endelig havde fået svinget sin mareridtsagtige Formel 2-sæson rundt. Men så gik han i stå inden opvarmningsrunden til det andet sprintløb, og i søndagens hovedløb fejlede hans team, ART Grand Prix, endnu en gang.

Lundgaard fik en flot start og vandt tre placeringer allerede på første omgang. Han lå komfortabelt på syvendepladsen, da han som en af de første gik i pit efter friske dæk.

Her fik ART Grand Prix-mekanikerne ikke fæstnet venstre baghjul, der fløj ned gennem pitten, da Lundgaard accelererede. Da danskeren igen havde fire hjul på sin bil, fortsatte han løbet, men blev så ikke overraskende idømt en ti-sekunders stop-and-go-straf i pitten.

Christian Lundgaard på vej i pit, hvor ART Grand Prix-mekanikerne ikke fik fæstnet venstre baghjul.
Christian Lundgaard på vej i pit, hvor ART Grand Prix-mekanikerne ikke fik fæstnet venstre baghjul. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Herefter tilbragte han resten af løbet bagest i feltet, og han kom i mål som nummer 21.

ART Grand Prix, der tidligere har været det absolutte topteam i klassen lige under Formel 1, har i år begået en række taktiske, tekniske og menneskelige fejl, der har kostet Lundgaard dyrt.

Han var hurtigst af alle under vintertestene og var favorit til at vinde mesterskabet, men efter den første halvdel af sæsonen ligger danskeren på en skuffende 12.-plads i mesterskabet med 28 point.

Her ligger hans 'klassekammerater' i Alpine Academy, Oscar Piastri og søndagens vinder, Guanyu Zhou, på første- og andenpladsen med henholdsvis 108 og 103 point.

Alpine Academys chef, Mia Sharizman, siger til B.T., at 2022-planerne for Piastri, Zhou og Lundgaard fastlægges i de kommende uger. Næste afdeling af Formel 2-mesterskabet afvikles i forbindelse med Italiens Grand Prix i Monza i midten af september.