Det vakte afsky, da det tyske ugeblad Die Aktuelle udgav et falsk Michael Schumacher-interview. Nu reagerer tidligere holdkammerat på det chokerende ai-genererede 'interview'.
»Det tyske magasininterview var rystende. Dette er den moderne, gale verden med ai og et eksempel på, hvor farligt det kan være. Det var et glimrende eksempel på at bruge det på en fuldstændig forkert måde,« siger Michael Schumachers tidligere holdkammerat Johnny Herbert til Ice 36.
Interviewet blev på forsiden af Die Aktuelle lanceret som Schumachers 'første interview' siden en alvorlig skiulykke i Alperne i 2013, hvor han fik en alvorlig hjerneskade.
Problemet var bare, at det var falsk og i stedet var baseret på en samtale med Michael Schumacher, der helt bevidst blev ført med en kunstig intelligens.

Michael Schumacher og britiske Johnny Herbert var holdkammerater på det tidligere Formel 1-team Bennetton i årene mellem 1994 og 1995.
Johnny Herbert forstår godt fascinationen for racerlegenden og hans mange fans' nysgerrighed på at vide mere, end de gør i forvejen, om Schumachers tilstand.
»Jeg kan forstå fascinationen af Michael, fordi det er en historie, der ikke har fået en ende endnu. Der er en uendelig fascination over ham. Jeg har dog ingen kontakt med familien. Det hele holdes meget tæt.«
Den tidligere Formel 1-kører fortæller også lidt om forholdet til Schumacher, som han kalder »hensynsløs«, men det var også derfor, at den tyske racerlegende opnåede, hvad han gjorde.

»Jeg husker stadig, hvad der for mig var en enestående præstation af ham for Ferrari, i vådt vejr i Barcelona i 1996. Det var hans første sejr for Ferrari. Det var en fantastisk køretur i styrtregn, og hvorfor han derefter blev kaldt 'Regenmeister', Regnmesteren. Det var en utrolig køretur,« fortæller Johnny Herbert.
Hvad angår det falske Michael Schumacher interview, fik det den konsekvens, at chefredaktøren for det tyske ugeblad, Anne Hoffmann, blev fyret. Schumacher-familien har også anlagt en sag mod Die Aktuelle.
»Denne smagsløse og vildledende artikel skulle aldrig have været udgivet. Det lever på ingen måde op til standarden for den journalistik, vi – og vores læsere – forventer,« lød det i et statement fra generaldirektør Bianca Pohlmann for Funkes, som er magasinets udgiver.