Så eksploderede VM-fighten mellem Lewis Hamilton (Mercedes) og Max Verstappen (Red Bull-Honda).

Få sekunder efter starten på det britiske grandprix ramlede de sammen i Silverstone-banens hurtigste sving, Copse. Hamilton forsøgte at overhale Verstappen, ramte Red Bull-racerens baghjul og sendte med høj fart hollænderen ind i barrieren.

Løbet blev afbrudt, mens en rystet Verstappen kravlede ud af sin knuste bil. Han blev omgående kørt til banens Medical Centre for at blive tjekket, men de første meldinger lød på, at han slap med overfladiske skrammer.

»Jeg var oppe på siden af ham, men han gav mig ikke plads. Jeg prøver altid at være forsigtig – specielt når jeg kæmper med Max. Man ved jo, at han er meget aggressiv,« sagde Hamilton.

Max Verstappens knuste Red Bull-Honda på vej tilbage til paddocken.
Max Verstappens knuste Red Bull-Honda på vej tilbage til paddocken. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Dommerne, anført af den tidligere Formel 1-kører og Tom Kristensens codriver fra tre Le Mans-sejre Emanuele Pirro, var dog af en anden mening.

De gav Hamilton skylden for sammenstødet og idømte ham en tidsstraf på ti sekunder.

Kevin Magnussen, der kommenterede sammenstødet i Viasats transmission fra Silverstone, havde samme mening: »Det var 100 procent Hamiltons skyld,« sagde den tidligere Formel 1-kører.

Red Bulls teamchef, Christian Horner, sagde:

Lewis Hamilton med det britiske flag på æresrunden efter løbet i Silverstone.
Lewis Hamilton med det britiske flag på æresrunden efter løbet i Silverstone. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Det var en desperat manøvre fra Hamiltons side. Copse er et af de hurtigste sving i verden, og der laver man ikke den slags. Det var beskidt kørt.«

Red Bull-koncernens motorsportschef, Helmut Marko, der selv kørte Formel 1 i 1970erne, krævede ligefrem, at Hamilton fik karantæne.

»Hvis man kører ind i baghjulet på en konkurrent i banens hurtigste sving, er det ikke et hændeligt uheld – så er det bare farligt,« sagde han.

Mercedesledelsen mente ikke overraskende, at sammenstødet primært var Verstappens skyld.

Lewis Hamilton fejrer sin ottende sejr i det britiske grandprix.
Lewis Hamilton fejrer sin ottende sejr i det britiske grandprix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Så må de være blinde,« rasede Marko.

»I langsom gengivelse på tv ser man helt tydeligt, at Hamilton rammer vores højre baghjul med sit venstre forhjul og dermed sendte Verstappens ind i barrieren.«

Efter en halv times pause blev løbet genoptaget.

Med sin værste konkurrent på hospitalet leverede Hamilton nu en fejlfri præstation, hvor han efter at have udstået sin tidsstraf indhentede den førende Charles Leclerc kort før mål.

Han tog føringen, vandt løbet til de 140.000 tilskueres tordnende jubel og reducerede Verstappens VM-føring fra 32 til sølle syv point.