Syv års Mercedes-dominans er slut. Steiermarks Grand Prix understregede, at Red Bull og Max Verstappen har overhalet Mercedes og Lewis Hamilton indenom.

Den fascinerende kamp mellem Mercedes og Red Bull udspiller sig ikke kun på banen. Alle tricks gælder, når motorsportens højeste titel er på spil – også dem, der ikke er rent sportslige.

Dem har Mercedes ikke benyttet sig af i mange år. Det tyske team har været så overlegne, at man kunne sætte tingene på plads på banen. Sådan er det ikke længere, og derfor har Mercedes i de seneste uger forsøgt at destabilisere Red Bull.

Først satte man spørgsmålstegn ved Red Bulls bagvinge. Som udgangspunkt må bagvingen – bortset fra DRS-funktionen – og andre aerodynamiske dele på bilen ikke kunne bevæge sig. Men med hastigheder over 300 km/t er vindpresset så stort, at både front- og bagvinge 'flekser' en smule.

Mercedes – både teamledelsen og Lewis Hamilton – har klaget over at Red Bulls bagvinge er for fleksibel. At den ved de høje hastigheder på langsiden lægger sig en lille smule ned, så vindmodstanden reduceres.

Red Bull besvarede anklagerne med en henvisning til at deres biler var godkendt af FIA, der før hvert løb belaster bagvingerne med vægte for at kontrollere, at de ikke 'flekser' for meget.

Men Mercedes' antydninger om Red Bull-vingen har medført, at FIA nu gennemfører deres kontrol med højere belastninger. Om det har hæmmet Red Bull? Mercedes har i hvert fald fået lukket en gråzone i reglementet, som Red Bull udnyttede bedre end alle andre.

Red Bull har – med blandt andre danske Ole Schack i mekaniker-crewet – traditionelt gennemført de hurtigste pitstop. For nylig stillede Mercedes spørgsmål til FIA om hvordan pitstoppene skal gennemføres, og det var medvirkende til, at bilsportsforbundet fra Ungarn Grand Prix i næste måned indfører nye regler. De vil gøre pitstoppene langsommere – og dermed fratage Red Bull en fordel.

Lewis Hamilton har i de seneste uger flere gange mumlet om at Red Bull-bilerne er overlegne på langsiderne, og at det skyldes en ny Honda-motor. Men der er i øjeblikket forbudt at gennemføre effektforøgende udvikling af motorerne, så Hamiltons beskyldninger udspringer i bedste fald fra en misforståelse.

Men mistanken er sået, og i det klima, der hersker mellem Mercedes og Red Bull, kan Hamiltons udtalelser også være et forsøg på at få FIA til at se nærmere på Honda-motorerne. Her vil man næppe finde noget ulovligt, men det vil distrahere Red Bull og Verstappen midt i den tætte titelkamp.

Med Red Bull i fremdrift og Mercedes i defensiven er det tyske team ikke overraskende mest aktiv bag kulisserne. Men Red Bull ved også, hvordan man destabiliserer konkurrenterne, og i de seneste måneder har man headhuntet op mod 30 ingeniører fra Mercedes' motorafdeling.

De skal udvikle den Red Bull-motor, der næste år skal afløse teamets nuværende Honda V6'ere.

Ved at hente så mange folk fra Mercedes styrker Red Bull ikke kun sit eget team – de svækker også konkurrenten.

Næste slag i den mest spændende Formel 1-krig i mange år afgøres allerede i den kommende weekend med Østrigs Grand Prix.