Saudi-Arabien debuterer i denne weekend i Formel 1-VM med en helt ny gadebane ved havnefronten i Jeddah. Banen er bygget på rekordtid, og der har til det sidste været spænding om, hvorvidt man blev færdig. Arrangørerne har lovet, at selve banen er klar, men der bliver fortsat arbejdet på en række af de øvrige faciliteter.

Banen er med 6.174 meter en af de længste i VM-serien og samtidig den hurtigste gadebane i Formel 1-historien. Der forventes gennemsnitshastigheder omkring 250 km/t – til sammenligning ligger gennemsnitshastigheden for den historiske gadebane i Monte Carlo på cirka 170 km/t.

Faktisk forventer Formel 1-organisationen, at Jeddah Corniche Circuit bliver hurtigere end den klassiske highspeed-bane i Silverstone!

Den høje gennemsnitshastighed skabes på de lange langsider, for den nye bane i Saudi-Arabien byder også på hele 27 sving – flere end nogen anden bane i Formel 1-VM 2021.

Saudi Arabiens Grand Prix er årets næstsidste Formel 1-løb, og der er nu kun otte point mellem Max Verstappen (Red Bull-Honda) og Lewis Hamilton (Mercedes). De lange langsider i Jeddah vil give Hamilton en fordel, for hans Mercedes har de seneste uger haft en markant højere topfart end Verstappens Red Bull.

En Hamilton-sejr i Saudi-Arabien med Verstappen på andenpladsen vil lægge op til en gyserfinale i Abu Dhabi i næste uge, hvor den, der kommer først i mål, vil være verdensmester 2021.

---

Bane: Jeddah Corniche Circuit

Nærmeste storby: Jeddah

Længde: 6.174 meter

Omgange: 50

Brændstofforbrug: Høj

Første Formel 1-løb (VM): 2021

Pole position 2020: Ikke afviklet

Vinder 2020: Ikke afviklet