Der er netop udkommet en ny sæson af den populære Netflix-serie 'Drive to Survive'.

Her kommer man helt tæt på nogle af de største stjerner og hold i Formel 1 – således også Mercedes.

Og nogle gange åbenbart også lidt for tæt.

I hvert fald bliver Mercedes-chef Toto Wolff sur, da han får et spørgsmål omkring den interne rangering mellem den – på det tidspunkt – seksdobbelte verdensmester Lewis Hamilton og Valtteri Bottas.

Mercedes-chef afviser, at Lewis Hamilton bliver prioriteret højere end Valtteri Bottas.
Mercedes-chef afviser, at Lewis Hamilton bliver prioriteret højere end Valtteri Bottas. Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

Det skriver Sunday Express.

Wolff bliver helt konkret spurgt af seriens interviewer, om Bottas er nummer to i hierarkiet efter Lewis Hamilton. Og her lyder det kort og kontant fra Wolff:

»Fuck af,« siger Toto Wolff, som ifølge Sunday Express er tydeligt sur over antydningen om, at Mercedes skulle prioritere Hamilton højere end Bottas.

Det første grandprix i den nye Formel 1-sæson køres næste søndag.

Her skal de øvrige hold forsøge at vippe Mercedes af pinden som alfahannen i feltet.

Sidste år satte det tyske team sig tungt på tronen med et suverænt verdensmesterskab til Lewis Hamilton, mens Valtteri Bottas snuppede andenpladsen.