Hos Mercedes er man i gang med at planlægge Formel 1-fremtiden.

Det betyder, at der tænkes tanker om, hvem der skal køre for teamet i de kommende år, og lad mig bare tage det med det samme: Mercedes juniorkører Frederik Vesti indgår ikke umiddelbart i planerne.

Til gengæld hører jeg, at man allerede nu har en 2022-aftale med George Russell. Der kan gå måneder, inden der kommer en officiel udmelding, men det skulle være på plads.

Den unge englænder har længe været med i Mercedes' talentprogram, der siden 2019 har placeret ham hos Williams-teamet. Nu rykkes han op i Mercedes' eget team, hvor han er udset til at afløse Valtteri Bottas.

Ingen ved hvor Lewis Hamilton går hen efter denne sæson.
Ingen ved hvor Lewis Hamilton går hen efter denne sæson. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Finnen har gjort det o.k. i sine fem sæsoner som Lewis Hamiltons andenkører. Men åbenbart ikke godt nok til, at Mercedes-ledelsen ser ham som en ny førstefører, den dag Hamilton stopper.

Og præcis her er Mercedes' problem: Ingen – inklusiv ham selv – ved, hvor længe Hamilton fortsætter. Hans kontrakt udløber efter denne sæson, og Mercedes-ledelsen vil ikke risikere en gentagelse af det, der skete i 2016.

Dengang vandt Nico Rosberg VM efter en intern Mercedes-kamp mod Hamilton. Men trods en kontrakt for 2017 meddelte tyskeren ved VM-festen overraskende, at han stoppede med øjeblikkelig virkning.

Rosbergs beslutning sendte Mercedes ud på et omtrent nedlukket kørermarked, og Bottas blev nødløsningen, man har holdt fast i lige siden.

Hvis Hamilton skulle »lave en Rosberg« og stoppe med kort varsel, vil man ikke stå alene tilbage med Bottas. Derfor har man allerede nu hyret Russell, som ligner en fremtidig superstar.

Hvis Hamilton som forventet fortsætter, får Russell et år eller to med den perfekte læremester, inden han overtager førstefører-pladsen. Hvis Hamilton stopper, tror man i alle tilfælde på, at Russell kan gøre det bedre end Bottas – som man så eventuelt kan beholde i en overgangsperiode.

Men som jeg forstår kørermarkedet for 2022 lige nu, er George Russell altså den eneste kører, Mercedes-teamet har kontrakt med.

Mercedes 'ejer' i øvrigt også stadig Esteban Ocon, men han er netop blevet ’lejet’ ud til Alpine i yderligere tre år.

Den næste kører i Mercedes' talenthierarki er faktisk Frederik Vesti, der i år kører sin tredje sæson i Formel 3. Efter at have vundet FIA Regional-serien i 2019 blev den 19-årige dansker sidste år nummer fire i det internationale mesterskab. Op til sæsonstarten blev han efter flot arbejde af manager Dorte Riis optaget i Mercedes' juniorprogram, hvor de øvrige medlemmer enten er langt foran (Russell, Ocon) eller et stykke bag ham.

Vesti-lejren holder kortene meget tæt på kroppen, når det gælder fremtiden og samarbejdet med Mercedes, og det lægger op til mange spekulationer. Teamet er mere åbne, og her forlyder det, at der ikke er aktuelle planer om at slippe danskeren løs i en af Formel 1-bil.

Frederik Vesti skal fokusere på en god Formel 3-sæson. Men han ligger efter de to første afdelinger af det internationale Formel 3-mesterskab på en samlet ottendeplads, og er derfor i præcis samme situation som Danmarks anden Formel 1-lærling, Formel 2-køreren Christian Lundgaard fra Alpine Academy.

Begge startede sæsonen som titelfavoritter, men har ikke opnået de forventede resultater.

Presset stiger på Kevin Magnussens potentielle efterfølgere!