Det er over seks år siden, at Niki Lauda døde, men arven efter legenden fortsætter med at volde problemer.

For Formel 1-verdensmesterens enke, Birgit Lauda, vil have flere penge, end de 112 millioner kroner hun allerede har fået.

Nu blander Niki Laudas ven og tidligere advokat sig, og han har ikke pæne ord at sige om enken.

Det skriver Bild, som schweiziske Blick citerer.

Det er ifølge Bild første gang, at Haig Asenbauer taler om den opsigtsvækkende sag – og han langer voldsomt ud efter Birgit Lauda.

»Jeg kalder det posthum æreskrænkelse, som har fundet sted her i næsten seks år. Min hovedmotivation er at rette op på ting, der i virkeligheden krænker Nikis ære,« siger Haig Asenbauer til Bild.

Niki Lauda placerede sine omkring 750 millioner kroner i en fond, der løbende skulle udbetale beløb til hans efterladte – herunder Birgit Lauda, der var 24 år yngre end sin mand.

Bild har tidligere beskrevet, hvordan hun forlanger omkring 225 millioner kroner.

Vennen Haig Asenbauer mener, at Birgit Lauda spreder falske rygter om sin tidligere mand.

»Desværre må vi som bestyrelsesmedlemmer i fonden konstatere, at der på baggrund af sagsanlæggene cirkulerer de mest absurde påstande om Niki Lauda, som han på ingen måde fortjener.«

Niki Lauda og rivalen James Hunt i sommeren 1977 – et lille år efter Laudas voldsomme ulykke.
Niki Lauda og rivalen James Hunt i sommeren 1977 – et lille år efter Laudas voldsomme ulykke. Foto: Cap/Capital Pictures/Ritzau Scanpix

Ifølge enken havde Lauda »glemt« sine tvillinger, Mia og Max, som de fik sammen.

Men Haig Asenbauer siger modsat, at Niki Lauda i sit testamente sørgede for, at de to tvillinger ville få flere penge end alle andre familiemedlemmer.

Lauda fik også børnene Mathias og Lukas med sin første hustru Marlene Knaus.

Niki Lauda vandt tre verdensmesterskaber i Formel 1, men er nok alligevel mest berømt for at overleve en frygtelig ulykke, hvor han blev forbrændt i store dele af ansigtet og på hospitalet blev givet den sidste olie.

Bare seks uger senere var han tilbage på racerbanen.

Laudas ulykke og berømte rivalisering med briten James Hunt i 1976 er siden blevet udødeliggjort i filmen 'Rush' med Daniel Brühl og Chris Hemsworth i hovedrollerne som de to Formel 1-stjerner.