Hvordan får man pole position i Monte Carlo? Ved at køre i hegnet!

Charles Leclerc (Ferrari) sikrede sig bedste startposition til sit hjemmebane-grandprix i Monaco, da han med få sekunder tilbage af kvalifikationen ramlede ind i autoværnet. Kvalifikationen blev omgående afbrudt, så de øvrige kørere på banen blev forhindret i at forbedre deres tid.

Det gik for eksempel ud over Max Verstappen (Red Bull), der netop havde sat dagens hurtigste tid i første sektor, da kvalifikationen blev afbrudt.

Forinden havde Leclerc været hurtigst af alle i første kvalifikationsforsøg, og den tid sikrede ham pole position på en bane, hvor det er omtrent umuligt at overhale.

Banens redningsfolk hjælper Charles Leclerc ud af Ferrarien efter det crash, der sikrede ham pole position til Monacos Grand Prix.
Banens redningsfolk hjælper Charles Leclerc ud af Ferrarien efter det crash, der sikrede ham pole position til Monacos Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Jeg tog lidt større chancer, fordi jeg allerede havde en god tid. Og så kom jeg for tæt på autoværnet i indgangen til svinget, og jeg ramte barrieren,« forklarede Leclerc.

»Det var ærgerligt at ende i hegnet – det er ikke den rigtige følelse efter at have fået pole position.«

Leclerc var også bange for, at crashen havde beskadiget Ferrariens gearkasse, for et gearkasseskift vil medføre en straf, der sætter ham tilbage på startgridden. Ferrari-mekanikerne vil bruge aftenen på at undersøge skaderne på Leclercs bil.

Det var tredje gang inden for de seneste 15 år, at pole position til Monacos Grand Prix blev afgjort med en afkørsel. I 2006 snurrede Michael Schumacher (Ferrari) af banen efter at have sat hurtigste omgang og forhindrede dermed konkurrenterne i at forbedre deres tider.

Charles Leclercs Ferrari hejses væk efter crashen, der afbrød kvalifikationen til Monacos Grand Prix.
Charles Leclercs Ferrari hejses væk efter crashen, der afbrød kvalifikationen til Monacos Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

I 2014 gjorde Nico Rosberg noget lignende og stoppede dermed Mercedes-makker Lewis Hamiltons kvalifikationsforsøg.

Mens både Schumacher og Rosberg blev mistænkt for at have lavet deres ‘fejl’ med vilje (kun Schumacher blev straffet, red.), mistænkte Verstappen ikke Leclerc for at have sikret sig pole position på uærlig vis.

»Det skete på en hurtig omgang. Og jeg er selv kørt af banen præcis samme sted i to tidligere kvalifikationer,« sagde hollænderen, der starter fra anden position.

Valtteri Bottas (Mercedes) og Carlos Sainz Jr. (Ferrari) deler anden startrække, mens verdensmesteren Lewis Hamilton (Mercedes) skuffede med syvendebedste tid.