De fleste danske Formel 1-fans husker formentlig tilbage på Kevin Magnussens sensationelle debut med glæde.
Men det gør Viaplay-ekspert og tidligere Formel 1-kører Nicolas Kiesa ikke.
Han husker dagen, hvor Magnussen blev nummer to i sin debut - for præcis ti år siden - som en af de værste arbejdsdage.
Det fortæller han til B.T.
Tidligere i år rundede han og kollegaen Peter Palshøj et skarpt hjørne med 300 F1-udsendelser for Viaplay, og mens langt de fleste har givet sjove og gode arbejdsdage, har der også været enkelte dårlige dage imellem.
»Der har været to-tre gange, siden vi startede, hvor jeg tænkte, 'det var fandeme ikke sjovt i dag, det ved jeg sgu ikke, om jeg gider mere',« fortæller Nicolas Kiesa ærligt.
»Det var Kevins første løb. Pludselig havde vi en dansker i Formel 1. Hele stationen var på den anden ende. Vi væltede os i seere og alle var nervøse,« fortsætter han.
»Det var tidligt om morgenen, vi havde været vågne hele natten og kunne ikke sove. Vi var jetlaggede. Alle var bare sådan lige lidt på kant af hinanden, og hvis der var noget, der drillede lidt, blev det vildt dramatiseret.«

»Vi var bange for, at der var noget, der skulle glippe, når nu hele verdenen kiggede på os. Det var underligt og sgu ret overvældende,« siger Nicolas Kiesa om Australiens Grandprix 2014.
Allerede ved løb nummer to var det tilbage ved normalen igen, men det ene løb, var noget helt særligt.
»Jeg kunne også fornemme, at vores producer var sådan, 'shit, nu bliver der virkelig kigget med', og alle ville bare sætte deres ting lige i skabet,« fortæller Kiesa.
Studievært Peter Palshøj husker det også tydeligt.
»Vi gik lidt fra at være alene hjemme til, at alle interesserede sig for det, vi lavede,« siger Palshøj.
»Der var ret meget snerren hist og her. Vi var alle sammen trætte, men bare det, at vi fik sovet ud og vågnede mandag og kiggede tilbage, så var det sgu fint. Når man så det igen, var der slet intet, der føltes dårligt. Det virkede fint,« tilføjer Nicolas Kiesa.
Kevin Magnussen leverede endnu et flot resultat ved årets australske grandprix. Læs B.T.s dom over løbet LIGE HER.