I Formel 1 sker der nogle gange uforudsete ting. Det gjorde der også i Bahrain.

Hvad skete der? Det er et af de store spørgsmål, der har hægtet sig på i kølvandet af Bahrains Grand Prix i søndags.

»Der var ingen, der forstod, hvad der skete,« lyder det klart fra B.T.s Formel 1-korrespondent, når man spørger ind til hans oplevelse af Kevin Magnussens løb i Bahrain.

Det så ellers så lovende ud i lørdagens kvalifikation, hvor Magnussen scorede sjettebedste tid. Men da det gjaldt søndag, gik det helt galt for Haas.

»Det gik jo bare rigtig godt i kvalifikationen, hvor de beviste, at de har den fjerdebedste bil, måske ovenikøbet den tredjebedste. Så det så bare rigtig godt ud, og så kom der bare et løb, som ingen forstod, og det, der næsten er det mest skræmmende, det er, at Günther Steiner bagefter nærmest stod og grinede forlegent,« fortæller Peter Nygaard i den seneste udgave af K-Magazine.

»Hvis man havde et eller andet, man kunne tage fat i - dækkene, aerodynamikken eller hvad ved jeg - så kunne man ligesom komme videre. Det her, det var bare et stort spørgsmålstegn, og der var ikke nogen svar på noget som helst,« uddyber han.

Og noget må der have været galt, for Haas-bilen kunne slet ikke følge med på farten i løbet, hvilket Kevin Magnussen også var ude at pointere efterfølgende.

»Der må være et eller andet, der ikke spiller. For det så ikke ud, som om bilen kørte decideret dårligt,« slår racerkører Ronnie Bremer fast.

... så det viser også bare, hvor underlig hele weekenden i Bahrain var

Ronnie Bremer er også ærgerlig over, at Romain Grosjean måtte udgå igen, for det har også en konsekvens for Kevin Magnussen.

»Det, der er problemet for Haas, som jeg ser det, det er, at Grosjean udgår. Så man har kun data på én bil. Hvis begge biler nu er langsomme, så er det nemmere at sammenligne. Eller hvis den ene ikke er langsom, så er det også nemmere at finde ud af, hvad forskellene er,« siger han og tilføjer:

»Nu er de på bar bund, i og med de kun har én bil, de skal læse en masse data ud af.«

Haas var ikke det eneste hold, der havde problemer i Bahrain. Også Ferrari og Renault kom ud for uforudsete ting, der vendte op og ned på deres løb.

Selvom de startede som henholdsvis nummer 1 og 2, måtte Charles Leclerc og Sebastian Vettel se sig slået af både Lewis Hamilton og Valtteri Bottas. Leclerc fik hen mod slutningen problemer med sin bil, og Vettel begik flere fejl, der kostede ham placeringer.

Hvordan stemningen i Renaults garage var efter løbet, kan vi kun gisne om. Begge biler udgik nærmest simultant til stor undren.

»Det var surrealistisk! Specielt efter den elevatortur, som Renault havde haft. For de var meget imponerende om fredagen og helt væk om lørdagen i kvalifikationen. Og så lå de faktisk til gode point om søndagen, så det viser også bare, hvor underlig hele weekenden i Bahrain var,« siger Peter Nygaard.

Du kan lytte til seneste udgave af K-Magazine her i artiklen eller på Radio24Syvs podcastapp.