Det var en historisk dag i Bahrain. For i den lynhurtige røde bil - med næsthurtigste tid - sad der igen en Schumacher.
Denne gang med fornavnet Mick, men stadig med legendariske Michael Schumachers blod løbende i årerne hos den 20-årige søn. For første gang kørte Mick Schumacher nemlig i en Ferrari på en Formel 1-bane.
»Det var smukt at tage de første omgange og selvfølgelig se alle folk, der arbejder med bilen og arbejder med mig. Jeg følte mig meget tilpas. Jeg følte mig hjemme,« siger Mick Schumacher ifølge Autosport.
Den 20-årige Schumacher kørte 56 omgange og noterede sig også som næsthurtigste af alle i testen på Bahrain - kun overgået af Max Verstappens Red Bull-racer.

»Max har selvfølgelig meget erfaring, så når vi måler os med ham, kan vi være meget glade. Vi har gjort vores arbejde, og i sidste ende er jeg glad for, hvordan jeg havde det i bilen, og hvor selvtillidsfuld jeg var. Jeg synes, det var en rigtig god dag,« siger Mick Schumacher.
På sidelinjen stod Mick Schumachers rådgiver Jean Todt. Det efternavn har for Formel 1-fans også en hvis klang, men det vender vi tilbage til. Todt fortæller om ‘en meget følelsesladet dag’ for Schumacher junior.
»Det er første gang for ham i en Formel 1-bil, i en rød bil, hos Ferrari. Det betyder meget for familien og mange fans at se Schumacher-navnet i en rød bil,« siger Jean Todt til Sky Sports og sætter ord på fremtiden.
»Der er ingen grund til at have travlt. Det vigtige for Mick er forhåbentlig en dag og forhåbentlig ikke alt for sent at nå Formel 1 og være der i mange år. Hans mål er ikke at nå Formel 1 så hurtigt som muligt, men at nå Formel 1 som en meget forberedt mand, ligesom Charles Leclerc har gjort.«

Jean Todt har nemlig også Ferraris Charles Leclerc i sin stald. Og Jean Todt har ligesom Schumacher fået motorolien ind med modermælken. Hans far, Nicolas Todt, er præsident for FIA, og han var Michael Schumachers teamchef i storhedstiden i starten af 00’erne.
Der er altså nok af tråde tilbage i tiden, men for Mick Schumacher handlede første tur i Ferraris Formel 1-racer udelukkende om nuet.
»Det var forbløffende. Den følelse, jeg havde, da jeg gik derud - første gang på gassen og alt det der - føltes som om, at ‘den her ting har seriøse kræfter’, siger Schumacher og roser bilen.
»Det føltes godt. Der er så meget potentiale i bilen i forhold til fart rundt i svingene og træk, at det er svært at beskrive, og jeg er sikker på, at der er meget mere at vente på.«
