Fyn er fin, og Kevin Magnussen er blevet gift med et stort og forelsket grin.

Det første officielle billede fra den danske Formel 1-stjerne Kevins Magnussens bryllup er blevet frigivet, og det viser en glad Magnussen med sin udkårne, Louise Gjørup, i armene.

Som B.T Sport tidligere i dag kunne afsløre, er Magnussen blevet gift ved et hemmeligholdt bryllup i dag med sin forlovede, Louise Gjørup.

Og det er sket i idylliske fynske rammer ved Risinge Herregård i Ullerslev. Ifølge B.T. Sports informationer har den danske popstjerne Mads Langer spillet til festen – i regnvejr.

Formel 1-kører Kevin Magnussen er blevet gift med Louise Gjørup på Risinge Herregård i Ullerslev på Fyn.
Formel 1-kører Kevin Magnussen er blevet gift med Louise Gjørup på Risinge Herregård i Ullerslev på Fyn. Foto: Privatfoto/ritzau scanpix
Vis mere

BIlleder fra Instagram fra lørdagens ceremoni, der er dukket op på Louise Gjørups veninders Instagram-konti, viser en ceremoni, som er foregået i en skov.

Her ser vejret dog umiddelbart ud til at have holdt tørt i øjeblikkene omkring der, hvor Kevin Magnussen sagde 'ja' til Louise Gjørup, som han fandt sammen med i 2015.

Gjørup og Magnussen havde allerede mødt hinanden et stykke tid forinden, men en svær periode for Magnussen gjorde, at et officielt forhold måtte vente lidt på sig.

»Da jeg i 2015 fik revet tæppet væk under mig, skulle jeg pludselig overveje nogle ting i mit liv, som jeg ikke havde tænkt over før. Og det var sundt.«

»Det gik op for mig, at livet bliver smukkere, når man kan se ud over motorsport. Her snakker vi også om Louise – hun kom ind i billedet, netop som jeg røg ud af McLaren i 2015. Der gik det op for mig, at der også er andre ting i livet end motorsport,« har Kevin Magnussen tidligere fortalt.

Men kærligheden har altså holdt ved, og allerede i oktober sidste år fortalte Magnussen, at han havde friet til Louise Gjørup.

Et august-bryllup har passet fint ind i Kevin Magnussens ellers pressede kalender midt i Formel 1-sæsonen.

Her kunne han få fri til at holde en fest for familie og venner. Og en ceremoni denne lørdag.