Den nye russiske Haas-kører Nikita Mazepin er ikke ligefrem en fanfavorit, og det er i den grad noget, man er opmærksom på hos Formel 1-teamet.

Faktisk har kritikken været så voldsom og markant, at selv teamets ledelse nu sætter ord på det.

»Ordlyden om ham på de sociale medier er hård. Og vi er klar over, at der kommer stærke reaktioner, hver gang vi slår noget op, der omhandler ham. Vi er hele tiden i dialog med Nikita. Om mange ting. Inklusive det, der skete mod slutningen af sidste sæson,« siger Günther Steiner ifølge racer.com med henvisning til episoden tilbage i december, hvor han befamlede en model.

»Han tog ansvar for sine handlinger. Han undskyldte. Han har lært af det, og det har uden tvivl påvirket ham. Vi respekterer fansenes holdninger, og de har ret til at give deres meninger til kende,« fortsætter Haas-bossen.

Nikita Mazepin endte i et stormvejr, efter han delte en video på sin Instagram, hvor han gramsede på en model.
Nikita Mazepin endte i et stormvejr, efter han delte en video på sin Instagram, hvor han gramsede på en model.
Vis mere

Udmeldingen fra Haas' ledelse kommer, efter Mazepin torsdag for første gang var på besøg på teamets fabrik, hvor han blandt andet fik en rundvisning og fik hilst på de forskellige ansatte.

Det lagde Haas flere billeder og videoer op af, og i den forbindelse var kommentarsporet fyldt med alt andet end begejstrede fans.

De kritiske røster skyldes især to episoder, som Mazepin har været involveret i.

Først havnede han ind i en decideret skandale, da han i december delte en video, hvor han befamlede en kvinde på bagsædet af en bil. Haas tog efterfølgende afstand fra hændelsen, men valgte ikke at straffe deres nye kører yderligere.

Nikita Mazepin får i slutningen af marts debut i Formel 1.
Nikita Mazepin får i slutningen af marts debut i Formel 1. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Senest fik den 21-årige russer så en bøde for at køre over for rødt lys.

Fredag var der også kritik fra et af de konkurrerende hold, da Alpha Tauris teamchef, Franz Tost, der sendte en stikpille afsted mod Nikita Mazepin.

»Jeg kunne blive brutal og sige: Du kan ikke lave en ko om til en tiger. I sidste ende afhænger det altid af, hvor meget hjerne en kører har,« sagde han blandt andet med henvisning til russerens opførsel uden for raceren.

Udover Günther Steiner har Haas' ejer, Gene Haas, også udtalt sig om unge Mazepin, der blev hentet til det amerikanske team som den ene af to afløsere for Kevin Magnussen og Romain Grosjean, der begge mistede deres sæde efter sidste sæson.

»Han er 21 år gammel og for en ung mand, må den mængde af kritik veje tungt for ham. Så jeg håber bare, at han har lært sin lektie. Vi må se tiden an. Flere ville have os til at afslutte samarbejdet med ham på grund af de ting, han gjorde. Men det føltes ikke som den rigtige beslutning,« siger Gene Haas.

Det varer ikke længe, før både Mazepin og Haas' anden nye kører, Mick Schumacher, debuterer i Formel 1.

Sæsonen begynder således den 28. marts i Bahrain.