Inden Romain Grosjean fik kæmpet sig ud af flammerne, der havde godt fat i hans bil efter den voldsomme ulykke ved søndagens Grand Prix i Bahrain, nåede han at tænke en masse tanker.

Det fortæller han i et interview med det franske medie TF1:

»Jeg så virkelig døden komme,« fortalte Romain Grosjean og forsatte:

»Jeg ved ikke, om ordet mirakel eksisterer eller kan blive brugt, men uanset hvad vil jeg sige, at min tid (til at dø, red.) ikke var kommet. Det føltes som langt mere end 28 sekunder. Jeg så mit visir blive helt orange, og jeg kunne se flammerne på venstre side af bilen,« forklarede den 34-årige franskmand.

Grosjeans brændende bil efter ulykken
Grosjeans brændende bil efter ulykken Foto: BRYN LENNON
Vis mere

For alle andre der så ulykken føltes de 28 sekunder også som meget mere.

Grosjean ramte autoværnet med så høj fart, at bilen blev flået i to stykker, og delen med køreren i røg gennem autoværnet, hvorefter den brød i brand. Ingen troede, at Romain Grosjean ville overleve.

Men helt mirakuløst fik han efter 28 sekunder kæmpet sig ud af flammehavet og hele verden kunne ånde lettet op.

Grosjean forklarer i interviewet, at han blandt andet nåede at tænke på den østrigske legende Niki Lauda. Han var ude for en alvorlig ulykke i 1976, hvor han under et Formel 1-grandprix på Nürburgring i Tyskland kørte alvorligt galt og måtte reddes ud af en brændende bil - ligesom Grosjean:

Racerkører Niki Lauda.
Racerkører Niki Lauda. Foto: Leif Nyholm
Vis mere

»Jeg tænkte på mange ting - inklusive Niki Lauda - og jeg tænkte, at det ikke var muligt at slutte sådan. Ikke nu. Jeg kunne ikke slutte min historie i Formel 1 på den måde,« fortalte Grosjean.

Han slap heldigvis fra ulykken med et par forbrændte hænder og ankler. Værre stod det til for Niki Lauda, der døde i 2019 efter længere tids sygdom. Ved ulykke i 1976 beskadigede han sine lunger efter at have indåndet giftige gasser fra den brændende bil. Han fik også svære brandskader i ansigtet.

På trods af at skaderne for Grosjean ikke var værre, så er det stadig en oplevelse, der vil sidde i ham for altid:

»At komme ud af flammerne den dag er noget, der vil markere mit liv for altid,« afsluttede Grosjean, der misser weekendens Formel 1-løb i Bahrain.