Med en fejring over tre dage ved Comosøen i Italien, sagde den svenske racerkører Marcus Ericsson og danske Iris Jondahl ja til hinanden.
Et storslået bryllup, som havde gæster fra hele verden, og som tilsyneladende havde en både tæt ven og kendt motorsportsnavn i en helt særlig rolle.

Den kendte svenske Formel 1-kommentator Janne Blomqvist fortæller således i et interview med Aftonbladet, at han var toastmaster til parrets kærlighedsfejring.
»At deltage i et sådant bryllup, fordi det var meget overdådigt og fancy og lå lige ved Comosøen, var helt vildt. Og så at have æren af at være toastmaster og forsøge at holde orden på festen... det var virkelig en fest,« siger racerkommentatoren, der indikerer, at der blev braget godt igennem på særlige aften.
Janne Blomqvist har kommenteret Formel 1 siden 1997.
Derigennem har han et nært forhold til den tidligere Formel 1-kører og nuværende Indy 500-racer, Marcus Ericsson.

De to har kendt hinanden i mange år grundet deres fælles virke i branchen og er derigennem nu blevet gode venner.
Ericsson blev i 2021 kærester med danske Iris Jondahl, som altså har stået ved racerkørerens side siden da.
B.T. snakkede tilbage i 2022 med den dengang 22-årige finansbachelorstuderende, kort efter Ericsson havde vundet verdens største motorløb, Indy 500.
»Alt det, vi har oplevet de her dage, har bekræftet mig i, at det ikke kun er Marcus' liv, der er ændret,« sagde hun dengang til B.T.
Læs hele interviewet om danskerens forandrede liv lige HER.

