Fra næste år er alle de vigtigste poster i Formel 1 besat af tidligere Ferrari-medarbejdere.

Da Liberty Media-organisationen i 2016 købte de kommercielle rettigheder til Formel 1, blev amerikanske Chase Carey udnævnt til sportens øverste chef. Carey har trods manglende motorsportserfaring gjort et godt stykke arbejde, men var altid ment som en midlertidig løsning.

Nu har Liberty Media fundet Careys afløser. Stefano Domenicali, der frem til 2014 var teamchef for Ferrari, skal overtage Careys job. Domenicali, der har tilbragt de seneste år som CEO for sportsvognsfabrikanten Lamborghini, var i en lang Ferrari-karriere en af arkitekterne bag Michael Schumachers mange VM-titler i de første år af det nye årtusinde.

I sit nye job bliver Domenicali chef for Ross Brawn, der var teknisk chef hos Ferrari i Schumacher-æraen. Brawn er i dag administrerende direktør og sportschef i Formel 1-organisationen.

Chase Carey, der overtog magten i Formel 1 efter Bernie Ecclestone i 2016, afløses nu af Stefano Domenicali.
Chase Carey, der overtog magten i Formel 1 efter Bernie Ecclestone i 2016, afløses nu af Stefano Domenicali. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Topposterne i det internationale bilsportsforbund FIA, der er Formel 1´s lovgivende forsamling og den formelle ejer af VM-serien, er også besat af tidligere Ferrari-folk.

Jean Todt, der var Domenicalis forgænger som Ferrari-teamchef, er præsident for forbundet.

Nikolas Tombazis, der var Ferraris chefdesigner fra 2006 til 14, leder FIA´s afdeling for formel-biler.

Ingen af de 10 teams har åbenbart problemer med, at det nu er ex-Ferrari folk, der styrer Formel 1.

Men der er mange, der med et skævt smil husker hvordan Ferrari reagerede, da Mercedes´ nuværende teamchef Toto Wolff for mindre end et år siden blev bragt på bane som en potentiel afløser for Chase Carey.

»Det vil skabe interessekonflikter, hvis en person, der indenfor de seneste år har spillet en aktiv, vigtig rolle i et team, får ansvaret for hele Formel 1,« udtalte Ferraris øverste chef Louis Camilleri dengang.