Inden Frankrigs Grand Prix sagde Red Bull-chef Christian Horner, at hans team nu kan slå Mercedes på alle typer baner.

Efter Frankrigs Grand Prix kunne han passende tilføje:

»Og i alle discipliner.«

Løbet på Paul Ricard-banen viste nemlig, at Red Bull nu også er bedst i det, der ellers har været Mercedes' paradedisciplin: Strategi.

Max Verstappen (Red Bull - t.h.) og Lewis Hamilton (Mercedes) side om side på de første meter af Frankrigs Grand Prix.
Max Verstappen (Red Bull - t.h.) og Lewis Hamilton (Mercedes) side om side på de første meter af Frankrigs Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Løbet på Paul Ricard-banen udviklede sig til en taktisk gyser, hvor Max Verstappen (Red Bull) og Lewis Hamilton (Mercedes) satsede på hver deres strategi.

Verstappen udnyttede sin pole position til at tage føringen ind i første sving, men allerede i andet sving gik Hamilton forbi.

»Det var ikke nemt. Jeg havde et problem i andet sving – jeg styrede ind, og det føltes o.k., men så skred bagenden ud, og jeg mistede føringen til Lewis. Men det var et langt løb, og jeg kom tilbage,« sagde Verstappen.

Hollænderen gik i pit allerede på 18. omgang – en omgang før Hamilton. Med en stærk omgang på de nye dæk lykkedes det Verstappen at overtage føringen, og så spillede Red Bull en trumf i det taktiske spil: Mens næsten alle andre – inklusive Hamilton – satsede på kun et stop, hentede de Verstappen i pit igen på 32 omgang.

Red Bull-mekanikerne jubler mens Max Verstappen krydser målstregen som vinder af Frankrigs Grand Prix
Red Bull-mekanikerne jubler mens Max Verstappen krydser målstregen som vinder af Frankrigs Grand Prix Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Det ekstra stop sendte hollænderen ned i feltet, men på sine friske dæk var han nu hurtigere end alle andre. På næstsidste omgange indhentede han Hamilton, der var forsvarsløs på sine slidte dæk. Verstappen tog føringen og kørte i mål til den tredje Red Bull-sejr i træk.

»Man ved aldrig, om en to-stops strategi kommer til at virke, og det var ikke nemt at komme forbi mange af de kørere, der kæmpede længere nede i feltet. Men det lykkedes, og den her sejr giver en masse selvtillid til alle i teamet,« sagde Verstappen efter løbet.

Lewis Hamilton, der nu er 11 point efter Verstappen i den samlede stilling, sagde:

»Jeg skulle måske have stoppet tidligere og skiftet til en to-stops strategi, men det er nemt at være bagklog. Vi gjorde hvad vi kunne – Red Bull er bare hurtigere end os i øjeblikket.«

I de kommende weekender køres der to løb på en bane, hvor Max Verstappen og Red Bull traditionelt er stærke: Steiermarks og Østrigs Grand Prixer 27. juni og 4. juli afvikles på Red Bull Ring i Spielberg.