Det kræver enorme mængder penge i rygsækken at nå hele vejen til tops i motorsportens verden og det forjættede land Formel 1.
Derfor kan det også være altafgørende for den 16-årige danske Formel 1-aspirant Alba Hurup Larsen, at hun nu har scoret en millionaftale, der skal hjælpe hende på vej.
En aftale, der vækker jubel rundt om det danske racertalent, der i 2023 blev kåret til 'verdens hurtigste pige' i sin aldersklasse.
Alba Hurup Larsen, der i år har imponeret i F1 Academy-mesterskabet for kvindelige racerkørere, har nemlig sat sin underskrift på en lukrativ aftale med den dansk-engelske it-virksomhed Decision Focus.
Og det bringer helt nye muligheder med sig, fortæller danskerens race manager Oliver Kristensen til B.T.
»Det gør, at vi kan træffe de helt rette beslutninger i relation til Albas udvikling. Helt konkret betyder det for eksempel i år, at vi kan supplere Albas F1 Academy-kampagne med den hårde, britiske Formel 4-klasse,« siger Oliver Kristensen.
»Her lærer Alba helt nye baner og får bygget en masse erfaring og racecraft mod nogle af de mest talentfulde kørere i verden.«
I F1 Academy repræsenterer Alba Hurup Larsen modegiganten Tommy Hilfiger, men foruden løbene i Formel 1-supportklassen, der også har fået sin egen Netflix-serie, skal det danske talent i år køre om kap med drengene i den britiske Formel 4-serie, når kalenderen tillader det.
Teenageren har allerede imponeret Jon Tollerup, der er CEO i Decision Focus.
»Alba imponerede mig fra første møde. Ikke kun med sin fart, men først og fremmest med sit mindset. Hun har én mission: at blive den bedste – og hun er hundrede procent dedikeret,« siger han.
Alba Hurup Larsen, der har Kevin Magnussen som mentor, er modsat mange af sine konkurrenter startet sent i motorsportens verden, da hun først som 11-årig begyndte i gokart. Siden har hun bygget på år efter år.
»Vi vidste, at talentet var der, men resten måtte vi bygge fra bunden. Vi har altid prioriteret få men stærke strategiske samarbejder,« siger hendes manager, iværksætteren Lars Hemming.
Alba Hurup Larsen har imponeret i F1 Academy i denne sæson, hvor hun indtager femtepladsen i mesterskabstabellen efter de første tre af syv afdelinger. Sæsonen fortsætter i Canada 14-15. juni.
I det britiske F4-mesterskab er Alba Hurup Larsen nummer 20 i mesterskabet efter deltagelse i to af de tre kørte afdelinger. Der skal køres i alt 10 afdelinger af den britiske serie.