For et år siden vandt 15-årige Alba Hurup Larsen en prestigefyldt talentkonkurrence, så hun med rette kunne kalde sig 'verdens hurtigste pige'.

Nu står det danske racertalent så over for et kæmpe gennembrud, når hun i 2025 skal køre med i Formel 1-talentserien F1 Academy – som den første dansker.

Alba Hurup Larsen skal repræsentere den amerikanske modegigant Tommy Hilfiger i mesterskabet, der har som mål at skabe den næste kvindelige Formel 1-kører.

»Jeg er både utrolig stolt og spændt! At blive en del af F1 Academy og dermed også en del af Formel 1-universet er noget, jeg ikke havde turdet drømme om for bare et år siden.«

»Det er en fantastisk mulighed for mig og et vigtigt skridt mod min drøm om at blive Danmarks første kvindelige Formel 1-kører,« siger Alba Hurup Larsen.

Danske Alba Hurup Larsen (i midten) skal repræsentere Tommy Hilfiger i F1 Academy. Her er hun flankeret af Susie Wolff og Tommy Hilfiger selv.
Danske Alba Hurup Larsen (i midten) skal repræsentere Tommy Hilfiger i F1 Academy. Her er hun flankeret af Susie Wolff og Tommy Hilfiger selv. Tommy Hilfiger

»Det bliver samtidigt min første fulde sæson i en Formel 4-racer og dermed også mit første mesterskab, som jeg skal forsøge at vinde i en formelbil,« tilføjer hun.

Alle syv afdelinger af F1 Academy i 2025 bliver afviklet i forbindelse med Formel 1-grandprixer, så den 15-årige dansker kan se frem til at prøve kræfter med ikoniske racerbaner i blandt andet USA, Holland og Singapore.

Alba Hurup Larsen vandt sidste år talentkonkurrencen Girls On Track – Rising Stars, som det internationale bilsportsforbund, FIA, står bag i samarbejde med Ferrari.

Hun bliver desuden vejledt af Danmarks hidtil mest erfarne Formel 1-kørere, Jan og Kevin Magnussen.