Projektet kuldsejlede, men forhandlingen med Donald Trump har gjort stort indtryk på Bernie Ecclestone.
For 15 år siden forsøgte den nu 94-årige Ecclestone – der dengang var Formel 1-boss – at etablere et racerløb i New York, der aldrig blev til noget.
Undervejs fik han bevist, at han sad over for en dygtig forhandler i Donald Trump, men et helt særligt krav fra ham var med til at gøre handlen meget besværlig.
For Trump kunne ikke få nok af at se sit navn, og derfor krævede han også, at det fremstod nærmest alle vegne, fortæller Bernie Ecclestone i en lang artikel med The Telegraph.

»Til sidst sagde jeg til ham: 'Ved du hvad? Det eneste, du ikke har bedt om at få dit navn på, er toiletpapir,'« siger han.
Alligevel har han svært ved at skjule sin begejstring for den amerikanske præsident.
»Trump er det bedste, der kunne ske for verden. Fra dag ét har jeg sagt, at han er en god forhandler.«
Bernie Ecclestone, der har en søn på fire år, fortalte i slutningen af 2024, at han agter at sælge sin vanvittige samling af Formel 1-biler.
Den har en anslået værdi på cirka 4,5 milliarder kroner.
Det kan du læse mere om her.