Racerkøreren Christian Lundgaard blev i ly af mørket hentet ind som afløser for Fernando Alonso hos Alpine F1-Team, der søndag testede på den franske Paul Ricard-bane.

Det var ikke varslet udadtil, at den unge danske skulle deltage i testen, der egentlig var reserveret Alpine/Renaults to faste Formel 1-kørere, Fernando Alonso og Esteban Ocon.

Men da Fernando Alonso i øjeblikket er ved at komme sig efter sit alvorlige cykeluheld, hvor han blandt andet brækkede kæben, skulle Alpine finde en afløser til søndagens kørsel i R. S. 18-raceren fra sæsonen 2018. Man må ikke teste den nuværende Formel 1-racer uden for de specielt afsatte datoer.

Her faldt valget altså på Christian Lundgaard, som kunne tage fra sin træningslejr på Renaults akademi i Spanien og videre til Frankrig, hvor han søndag tilbagelagde over 100 omgange i bilen.

B.T. ville gerne have spurgt Christian Lundgaard nærmere ind til omstændighederne bag den pludselige Formel 1-test, men den danske racerkører fortalte venligt, at han ikke kunne sige så meget andet, end det Alpine selv har sendt ud på de sociale medier.

Her fremgår ligeledes, at franske Esteban Ocon skal køre bilen mandag.

Det er dog helt åbenlyst, at valget af danskeren som førsteafløser for Fernando Alonso er et stort skulderklap fra Formel 1-teamets side, da de også kunne have valgt andre kørere fra Renaults akademi.

Her står kineseren Zhou og australske Oscar Piastri begge klar i kulissen, men det blev altså Christian Lundgaard, som fik chancen for at vise sig frem.

Danskeren skal i år køre sin anden sæson i Formel 2, hvor han spås store muligheder for at kæmpe med om sejren.