Den 15-årige dansker Alba Hurup Larsen vil være den første kvindelige verdensmester i Formel 1, og næste år tager hun et stort skridt på vej mod drømmen.

Her bliver hun nemlig den første dansker i den prestigefyldte talentserie F1 Academy med støtte fra modegiganten Tommy Hilfiger.

»Det har været en helt sindssyg dag. Jeg har næsten ikke ord til at beskrive det,« siger Alba Hurup Larsen til Viaplay i Las Vegas.

»Det er helt fantastisk endelig at kunne fortælle det, at have Tommy Hilfiger som støtte og vide, at jeg skal køre her i Las Vegas næste år. Jeg glæder mig så meget.«

Danske Alba Hurup Larsen skal repræsentere Tommy Hilfiger i F1 Academy.
Danske Alba Hurup Larsen skal repræsentere Tommy Hilfiger i F1 Academy. Foto: Tommy Hilfiger
Vis mere

I F1 Academy kommer hun til at køre mod nogle af de største kvindelige racertalenter i verden på syv baner som support til topklassen Formel 1.

»Det betyder rigtig meget, at jeg så tidligt i min karriere får så stor støtte af Tommy Hilfiger og hele F1 Academy-organisation. Jeg kommer til at køre mod nogle af de bedste kvinder i verden, og det kommer til at forberede mig til at køre mod de bedste både mænd og kvinder på de her vilde baner,« fortsætter hun i interviewet, som du kan se i videoen øverst i artiklen.

Hun håber at vise sig godt frem i sin første sæson, inden hun går efter at vinde mesterskabet i 2026. Derefter er planen at køre sig gennem Formel 3 og Formel 2, så hun om 9-10 år er at finde i Formel 1.

På vejen håber Alba Hurup Larsen, at hun også kan være med til at inspirere en masse andre unge piger til at køre ræs.

Andre læser også