Da Discovery Networks’ 11 tv-kanaler faldt helt ud af YouSees univers den 1. januar, var det ikke afslutningen på en storstilet tv-krig. Det var nærmere begyndelsen.

Begyndelsen på et opgør med det danske marked for tv-indhold. Og i YouSee-regi var det også begyndelsen på enden for tv-pakker, som vi kender dem i dag.

Koncernchefen for Nuuday, der blandt andet er moderselskab for YouSee, Hiper og Telmore, varsler nu et kontant opgør med hele tv-markedet.

Et opgør, som kan føre til nye og potentielt endnu større konflikter end den, YouSee endte i med Discovery.

Denne gang vil det i stedet være med aktører som TV 2 og NENT Group, der driver Viasats kanaler med TV3 som det største brand.

»Hele situationen med Discovery var et rent strategisk valg for os. Vi har i dag et tv-marked, hvor der er mange kunder, som er tvunget til at betale for kanaler, der ikke er særligt mange seere på. Det skal vi væk fra,« siger Michael Moyell Juul, koncernchef for Nuuday, til B.T., og uddyber:

»I sidste ende er vores mål, at der ikke er nogen tv-pakker. Kunderne skal have mulighed for 100 procent selv at vælge deres indhold – om det så er tv-kanaler eller streamingtjenester.«

I dag er det sådan i YouSees Bland Selv-univers, at kunderne er bundet til en grundpakke med 25 kanaler, hvorefter de får et antal point, de kan vælge kanaler med.

Nuuday-direktøren Michael Moyell Juul varsler et totalt opgør med tv-pakker.
Nuuday-direktøren Michael Moyell Juul varsler et totalt opgør med tv-pakker. Foto: TDC presse
Vis mere

Men også grundpakken skal brydes op.

»Det kræver selvfølgelig, at kunderne ønsker en afmontering af pakkerne, men det er faktisk vores opfattelse, at det er et bredt ønske. Så ja, på den lange bane er målet, at også kanalerne i grundpakkerne bliver valgfri,« siger Michael Moyell Juul.

Det betyder eksempelvis, at når YouSee skal forhandle rettigheder med aktører som TV 2 og NENT, vil YouSee anlægge samme strategi, som man havde i forhandlingerne med Discovery.

Målet vil være klart: At alle kanaler og tjenester skal være valgfri.

Også de kanaler, der i dag ligger i YouSees grundpakke, eksempelvis TV 2 og TV3.

»TV 2 og NENT er godt klar over, at vi ønsker en fremtid, hvor alt er i Bland Selv. Vi har generelt gode forhandlinger med TV3 og TV 2 om, hvordan vi ser markedet fremadrettet. Vi har en rigtig god dialog,« siger Michael Moyell Juul.

Markedet for tv-pakker har ellers været ekstremt indbringende for alle parter gennem mange år.

Via pakkerne har tv-udbydere 'tvunget' kanaler ud i stuerne og skabt store markeder for annoncer.

Så hvorfor ændre på en model, der har været en guldkalv?

»Der er en voldsom konkurrence på det her marked. Vi ser flere kunder, der klipper tv-kablet helt og vælger streamingtjenester, fordi de mener, at det får de mere ud af,« siger Michael Moyell Juul:

»Og der siger vi bare, at vi har de her gamle klassiske tv-pakker, hvor du betaler en masse penge for en masse kanaler. Vi har brug for et opgør med det. Total valgfrihed er fremtiden. Vi kan allerede nu se, at kundetilfredsheden blandt YouSees Bland Selv-kunder er højere end hos dem med pakker.«

Spørgsmålet er så, om Michael Moyell Juul i virkeligheden siger, at bruddet med Discovery handlede om, at Discovery ikke ville tilpasse sig til en ny virkelighed?

»Nej, det vil jeg ikke sige på den måde. Resultatet af de forhandlinger handlede både om strategi, og så var der også en prisdimension i det,« siger Michael Moyell Juul:

»Men vi har et klart mål om at have Discoverys indhold i vores univers. Det kunne være med Dplay. Det er vores klare ambition at lave en aftale med Discovery. Det håber vi meget på sker.«

Nu har I højst sandsynligt sparet penge ved ikke at skulle betale for Discoverys kanaler og ved at lægge Fullrate sammen med YouSee. Ser vi her en trimning af Nuuday og en klargøring til salg?

»Nej. Der er for nærværende ikke planer om at sælge. Vi har faktisk mange gode ting på vej i 2020. Der kommer meget fra os det kommende år. Mange interessante produktlanceringer. Det er det, vi har fokus på nu.«