Lone Jakobsen reagerede med dyb forbløffelse, da hun mandag kunne læse i toppen af bt.dk, at hendes tv- og internet-udbyder lukker.

Efter 10 år hos Fullrate bliver Lone og 200.000 andre kunder opslugt af giganten YouSee. Mens Lone læste artiklen, blev hun klar over, at det var tid til at gå i aktion.

»Jeg har egentlig været glad for at være hos Fullrate og har haft dem på flere forskellige adresser,« siger 33-årige Lone Jakobsen, der dog også følte, at Fullrate var begyndt at slide på hende de senere år:

»Jeg fik hele tiden prisstigninger forklædt som en udvidelse af min pakkeløsning, og nettet blev mere og mere ustabilt.«

Alligevel forblev hun loyal. Men ikke mere. Tanken om at skulle være hos YouSee er for meget af det gode.

»Jeg vil ikke gå fra en ustabil udbyder til en dyr og ustabil udbyder. Jeg vil ikke smide penge ud af vinduet, det er jeg for meget jyde til,« siger hun:

»YouSee har ikke det bedste ry, især ikke efter fadæsen med Discovery. Nu må jeg på nettet og lede efter alternativer.«

På samme måde som Lone har adskillige kunder fra Fullrate givet udtryk for, at de er kede af at skulle indlemmes i YouSee.

På Facebook vælter det ind med vrede kommentarer. Mere end 1.000 kunder har reageret på Fullrates opslag om, at de bliver en del af YouSee. Der er langt mellem de positive indslag.

Mange af kunderne giver udtryk for, at de netop skiftede til Fullrate for at slippe for YouSee.

»Der er jo nok mange af de her kunder, der har været med fra start hos Fullrate, fordi det var alternativ med en lav pris. De kunder føler jo nok, at det er lidt underligt, at de nu er tilbage hos YouSee,« siger Claus Bülow Christensen, digital analytiker og arrangør af Future TV Copenhagen Conference:

»Men hvis YouSee håndterer flytningen af kunderne godt, så kan kunderne i bedste fald være ligeglade. Så vil priserne fortsætte på den korte bane, og man vil måske ikke mærke så stor forskel. Men det er da klart: Det her fjerner et billigere alternativ fra markedet. For forbrugerne er det sjældent en god ting helt overordnet set.«

I selskabet Nuuday, der blandt andet har YouSee, Hiper, Telmore og Fullrate under sig, erkender koncerndirektør Michael Moyell Juul, at der helt grundlæggende er økonomiske fordele ved sammenlægningen.

Blandt andet forlader Fullrates direktør butikken, mens 25 Fullrate-medarbejdere mandag blev opsagt.

Derudover er der besparelser at hente på driftsomkostninger.

Økonomi er dog ikke hovedårsagen til, at Fullrates kunder nu rykkes ind i YouSee, fastholder Michael Moyell Juul.

»Det her handler om, at vi føler, vi kan give Fullrates kunder et bedre produkt hos YouSee. Fullrate og YouSee var begyndt at overlappe flere steder, og så gav det bare langt bedre mening at samle de to i YouSee-brandet,« siger Michael Moyell Juul:

»Vi har investeret massivt i YouSee på flere fronter. Vi håber oprigtigt, at de kunder, der kommer over, vil opleve, at de får et bedre produkt og en rigtig stærk kundeservice. Jeg er helt overbevist om, at de bliver glade for at være i YouSee.«

Han afviser blankt, at man nu fylder Fullrate-kunder ind i et hul, der er opstået efter kundeflugt på grund af Discovery-sagaen.

»For os er det ligegyldigt, om de kunder er i Fullrate eller YouSee regnskabsmæssigt. Det her er noget, vi har planlagt ned i detaljen gennem lang tid. Og vi tror på, at kunderne bliver rigtig glade for det.«