»Det er næsten værre end under Dronningens nytårstale.«

Således lyder det fra tv-ekspert Claus Bülow Christensen, efter Yousees tv-app mandag aften gik ned. Lige under fodboldlandskampen mellem Danmark og Irland.

»Den slags må bare ikke ske,« siger den digitale analytiker, der har grundlagt Copenhagen Future Tv Conference. Men det er altså ikke første gang, det er sket.

De fleste husker nok, da Yousee pludseligt gik i sort 31. december 2016. Lige midt i dronning Margrethes nytårstale. Seerne rasede.

Det samme gjorde de for nylig, da tv-appen gik ned under en landskamp mellem Danmark og Georgien. Og nu er det altså sket igen.

Driftsforstyrrelser, lyder begrundelsen fra en pressemedarbejder. Men det giver Claus Bülow Christensen ikke meget for. Han gentager:

»Det må jo ikke ske, når streamingteknologien er så modnet. Nu hvor alle andre tjenester kan klare det,« siger han og fortsætter:

»Man hører jo aldrig om nedbrud hos Netflix, DR eller TV 2 Play. Der går tingene ikke ned. Det skal jo bare virke, og det burde ikke overraske nogen, at mange streamer en kamp som den i aften.«

Han tilføjer også, at nedbruddet sker på et rigtig dårligt tidspunkt.

Yousee har nemlig de seneste måneder på mange måder ligget i åben tv-krig med Discovery, som har blandt andre Kanal 5 - og dermed rettighederne til flere landskampe.

Trods forsøg på at nå til enighed har Yousee og Discovery per 1. januar droppet deres mangeårige samarbejde, og det betyder, at Yousee-kunder mister sidstnævntes kanaler.

Noget, flere har ytret utilfredshed med overfor B.T. Flere har sågar udtalt, at de nu vil overveje, om de fortsat gider at benytte sig at Yousee.

Og derfor bliver Yousees position altså kun yderligere svækket efter mandagens udfordringer.

»Det er rigtig ærgerligt. Det er en ulykke midt i en situation, hvor de i forvejen gør alt, hvad de kan, for at holde på image og brand. Og så brillerer de med, at de ikke engang har kapacitet til at vise en landskamp.«

Hvis man dog skal tage noget med sig fra aftenens problemer, er det erfaringen.

Ifølge Claus Bülow Christensen bør episoden være et wake up call for alle. Også Discovery, der planlægger at genvinde terræn - og kunder - ved at opruste deres egen streamingtjeneste Dplay.