Discovery skyder i dag en kampagne i gang for deres sortiment af sport på streamingplatformen Dplay i et forsøg på at vriste sig fri fra YouSee og genvinde terræn.

Discovery har derfor foretaget en veritabel nedslagtning af prisen på Dplay-tjenesten, og det er hverken tilfældigt eller usmart, mener tv-ekspert Claus Bülow Christensen:

»I det store perspektiv er streamingtjenesterne fremtiden, men det er også en form for redning for Discovery på den korte bane. De håber selvfølgelig, at de kommer til at hente noget af det, de kommer til at tabe på bruddet med YouSee,« siger han:

»Det absolut stærkeste våben i sådan en markedsføring er at sætte prisen ned.«

Discovery skriver i en pressemeddelelse, at kampagnen søsættes med en pris på 99,95 kr./md. de næste seks måneder.

‘Vi har ligesom mange andre stort fokus på den digitale udvikling og på hele tiden at kunne tilbyde det bedste produkt til den skarpeste pris,’ citeres administrerende direktør i Discovery Danmark, Christian Kemp, for i pressemeddelelsen.

Ifølge Claus Bülow Christensen er det helt naturligt, at Dplay skal forsøge at finde sin plads på markedet. Lidt opsigtsvækkende er det dog, at de ikke har gjort noget særligt forsøg på markedsføre sig tidligere.

De har ikke gjort så meget ud af Dplay tidligere. Man kan formode, at da det så ud til at aftalen mellem Discovery og YouSee ikke ville lande, har Discovery arbejdet på at skrue op for den tekniske udvikling af Dplay og samtidig skrue ned for prisen.

Discovery og tv-udbyderen YouSee har i mange måneder ligget i en skarp infight om rettigheder og tv-pakker.

Kampen om at lande en aftale nåede dog sit klimaks, da de to parter forlod forhandlingsbordet, og det blev endeligt afgjort, at de ikke kunne nå til enighed.

»Vi når ikke at lave en aftale, og derfor fortæller vi nu, at Discoverys indhold ikke er tilgængeligt for YouSees kunder efter 1. januar,« sagde administrerende direktør i YouSee, Jacob Mortensen, i sidste uge til B.T.

Stridighederne uden for forhandlingslokalet ramte imidlertid et hidtidigt højdepunkt, da en YouSee-medarbejder mandag formiddag i Odense blev slået ned af en person, der angiveligt råbte »fuck YouSee«.