Er du til pasta? Eller måske mere en burger? Eller sushi?
Mulighederne på Wolt er nærmest uendelige, når du først åbner appen.
Men efter at Wolt sent tirsdag aften meddelte, at de var blevet købt af den amerikanske mastodont DoorDash, byder spørgsmålet sig til: Bliver det ved med at være sådan?
Wolt Enterprises, der egentlig er finsk, er blevet købt af DoorDash til den nette sum af syv milliarder euro, hvilket svarer til 52 milliarder danske kroner.
Selv beskriver kommunikationschefen i Wolt Danmark, Mikkel Tofte, dagen som »en stor dag i Wolts relativt korte historie«.
Men selvom det er en stor dag for Wolt, så ændrer det ikke meget for den danske forbruger, at Wolt er kommet på amerikanske hænder.
»Du kommer som forbruger i Danmark ikke til at mærke nogen forskel. Derfor er det forhåbentlig den samme fede oplevelse, som det plejer at være,« forklarer Mikkel Tofte og lover i samme omgang, at kundeservice stadig vil bruge den samme, store mængde smileys i chatten, som de hele tiden har gjort.
Navnet Wolt bliver der heller ikke pillet ved.
De første Wolt-bude – eller kurérpartnere, som det også kaldes – hoppede i Danmark op på cyklen i 2017. Siden er der kommet flere end 4.000 op på jernhesten eller scooteren, som nogle af dem også kører på.
I sommer meldte Wolt ud, at de nu ikke længere kun ville være behjælpelig med at komme med din pizza eller pasta, men nu også dit rugbrød, din mælk og toiletpapir fra supermarkedet.
Det kan du læse mere om lige her.
Wolt findes i 23 forskellige lande.


