De første tegn viste sig allerede onsdag.

Her begyndte supermarkedernes tilbudsaviser at ramme danskernes postkasser og smartphones. En priskrig uden fortilfælde er brudt ud.

For selvom det er helt normalt, at varer som flæskesteg, smør, fløde, kirsebærsauce og pebernødder rammer nærmest latterligt lave priser op til jul, er der nu udbrudt en priskrig, som er særdeles voldsom.

»Et eller andet sted er det vanvittige priser, vi ser nu. Det er forbi al logik, og i princippet bliver jeg sådan set ikke overrasket, hvis vi på et tidspunkt ser en kæde give nogle af de her varer væk gratis,« siger Mogens Bjerre, lektor på CBS:

»Det her er krigen om julehandlen, der er brudt ud for alvor. Den handler om at lokke kunder ind med de her varer og få dem til at fylde kurven med alt det andet også. Det er vilde priser, vi ser lige nu.«

At der er tale om vilde priser, er ikke nogen overdrivelse.

Tag bare følgende eksempler:

I julen 2020 ramte flæskesteg den absolut billigste pris i de to sidste uger op til jul.

Priserne på flæskesteg er i frit fald
Priserne på flæskesteg er i frit fald Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Her kunne man få flæskesteg til 7,95 kroner halvkiloet, viser en analyse, som B.T. har udarbejdet.

Men i år er det prisniveau allerede blevet knust.

I Netto kan du nu få flæskesteg for 4,75 kroner halvkiloet, i Rema 1000 er det 4,95, i Føtex er det 5,95, og i Lidl er det 6,95.

Fire kæder er altså allerede nu markant under sidste års billigste niveau.

Det samme er tilfældet i forhold til 200 gram Lurpak-smør. I 2020 var den laveste pris i tilbudsaviserne 5,45 kroner.

Lige nu kan det fås for 4,50 kroner i Rema 1000, 4,50 kroner i Netto og 5,45 i Lidl.

»Det er super aggressiv prissætning, men det overrasker mig ikke. Der foregår et spil lige nu mellem markedslederne, hvor man strammer skruen til hele tiden,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Det her er krigen om julehandlen, og det er ikke overraskende, at det er Netto og Rema 1000, der for alvor sætter dagsordenen prismæssigt lige nu.«

Hos Netto, der altså lige nu har den billigste pris på flæskesteg, erkender man, at der er tale om en priskrig.

»Jul er en af de helt store forbrugsfester i Danmark, og vi håber naturligvis, at størstedelen af de danske forbrugere vil fylde julekurven hos os,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, presseansvarlig i Salling Group, der driver Netto:

»Steg, fløde og smør er som en magnet. Det er varer, som mange danskere sætter gps'en efter, når de handler ind til jul. Så da vi opdagede, at nogle af vores konkurrenter også havde prissat aggressivt, fik priserne endnu et nøk ned.«

Han kan godt genkende, at priserne er usædvanlig lave.

»Jeg tror ikke, vi har haft de her priser i 10-15 år. Så det er ret unikt. Men konkurrencen på dagligvaremarkedet er virkelig hård, især på discount. Det kræver virkelig meget at vinde julen, og det er derfor, vi har prissat så skarpt,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen.

Andre læser også