Den luft. der bliver pisket ind i din softice, er beskattet. Og der kommer et stort tre-cifret millionbeløb ind i statskassen årligt på grund af den specielle afgift.
Staten tjener omkring 300 millioner kroner årligt på 'svulmeafgiften'. Det skriver erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers blad - Food & Culture. Cheføkonom Thomas Søby fra Landbrug & Fødevarer mener, at staten burde gøre op med en lang række fjollede afgifter heriblandt 'svulmeafgiften'.
»Vi har lagt afgifter på alt muligt pjank og pjat og tilmed også på luft, som får en softice til at svulme op. Spørgsmålet er, om det provenu på 300 mio. kr., staten får ind her, modsvarer den belastning, det pålægger de virksomheder, som skal administrere afgiften. Jeg mener, at der fra politisk hold er brug for, at der gøres op med en lang række fjollede afgifter, der er pålagt produktionen i dette land,« siger han til Food & Culture.
Danmark har en særlig afgift på is, men softice er svær at belægge med isafgift, idet softice - inden den piskes op - blot er en flydende masse, der består af mælk, naturligt fedt og smag. Derfor er det besluttet, at softice istedet er pålagt en særlig afgift på 'svulmning' - og med svulmning menes dét, der sker, når den fyldende masse køles og tilføres luft, så det bliver til den softice, alle kender. Volumen af de brugte råvarer til softice stiger med en faktor på 1,65, når de bliver pisket til softice.
Økonomidirektør i Premier IS, Mejerigården AS mener, at punktafgifter kan være fine nok, men svulmeafgiften er konkurrenceforvridende:
»Overordnet kan det være meget svært at forstå baggrunden for hele systemet omkring is-afgift og punktafgifter, da afgifterne som helhed er konkurrenceforvridende, arbitrære og hårdt belastende for en meget lille industri i Danmark. Den eneste reelle forklaring og logik i det nugældende afgiftssystem er, at afgifterne bidrager med et provenu til statskassen – et relativt begrænset provenu i den store sammenhæng, men en kæmpe møllesten omkring halsen på is-branchen.«
Liberal Alliances skatteordfører Merete Riisager fortæller til bladet, at hun mener, svulmeafgiften burde fjernes, men at det er en lang proces, der tager tid.