I årevis har vi danskere gået rundt og troet, at vi betaler flest penge i hele verden, når det gælder indkomstskat. Men det er ikke sandt. Det viser en analyse foretaget af tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Faktisk er vi slet ikke i toppen, hvis man ser på lande, vi normalt sammenligner os med.

’Danmark har en gennemsnitlig beskatning blandt en række OECD-lande, når man måler på gennemsnitsskatten på arbejdsindkomst.’ Sådan indleder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) en analyse, der konkluderer, at Danmark slet ikke, som vi tror, har det højeste skattetryk. {embedded type="node/polls" id="38868820"}

Ifølge analysen, hvis tal du kan se her i artiklen, der er foretaget af AE’s analysechef, Jonas Schytz Juul, så ligger det danske skattetryk ikke engang blandt de øverste, når det gælder OECD-landene – der tæller adskillige lande, som vi i Danmark normalt sammenligner os med – herunder Belgien, Island, Frankrig, Norge, Sverige, Holland, Tyskland, Finland, Storbritannien og naturligvis økonomiske sværvægtere som USA, Japan og Sydkorea.

’Danmark har en gennemsnitlig beskatning af arbejdsindkomst blandt en række OECD-lande, når man måler for de lavtlønnede. Ser man på både de gennemsnitslønnede og højtlønnede så ligger gennemsnitsskatten på arbejdsindkomst faktisk i den lave ende blandt OECD-landene’, lyder analysens første hovedkonklusion.

Direktøren for AE, Lars Andersen, fortæller BT om den overraskende undersøgelse.

»Det er ganske enkelt en myte, at vi i Danmark har et højt skattetryk på arbejde. Faktisk ligger vi pænt i midten, når det kommer til gennemsnitsskat på arbejdsindkomst i Danmark. Det betyder, at vi ligger i smult vande, og der er ikke et kæmpe pres fra andre lande, som mange måske har fornemmelsen af, når det kommer til høj skat,« siger Lars Andersen.

Hvorfor tror du så, at vi danskere har fået den idé, at vi har den højeste skat i verden?

»Der er politikere, som ønsker en lavere skat. Og derfor kan det være relevant for dem at give det indtryk, at vi har en meget høj skat på arbejde i Danmark. Og hvis man ønsker, at vi skal have skat på USA-niveau, så er det klart, at man prøver at tale skattetrykket op. Men vi har ikke en høj skat internationalt, og hvis vi eksempelvis ser på Sverige, så har de en noget højere skat på arbejde, end vi har. Men hvis du tager det samlede danske skattetryk med, så ligger vi nok højt. Men ikke på skat på arbejde,« siger Lars Andersen, og uddyber:

»Flere politikere har ønsket at få det til at fremstå som om, vi står på en brændende platform. Men der er ikke en brændende platform. Og vi har lige netop lavet den her analyse for at understrege, at, den opfattelse vi danskere har, om at vi har verdens højeste skat, det ikke passer.«

Ser vi på den direkte gennemsnitsskat på arbejdsindkomst, så ligger danskerne, om de så er lavt-, gennemsnits- eller højtlønnede ganske pænt lige i midten blandt OECD-landene. Og det samme gør sig gældende, når det kommer til marginalskatten, som populært bliver kaldt skatten på den sidst tjente krone, så ligger Danmark i midten for højtlønnede, mens vi nærmer os bunden blandt lavtlønnede og gennemsnitslønnede. Det fremgår af AE’s analyse.