Tirsdag eftermiddag landede en pressemeddelelse, som kan vise sig at få voldsom indflydelse på markedet for tv og internet i Danmark.

Teksten var sendt ud af Norlys, der blandt andet driver tv- og internetselskaberne Stofa og Boxer. Essensen var en besked, som kan blive livstruende for en af de andre store spillere på markedet.

Norlys oplyste nemlig, at de nu træder ud af Waoo. En udbyder af tv og internet, som har op mod 400.000 kundeforhold, og som Norlys i dag ejer omkring 30 procent af.

Lavpraktisk betyder Norlys’ melding, at de ikke længere vil være medejere af Waoo og derfor ikke længere vil levere Waoo-produkter på deres netværk.

I stedet vil de kunder, der har Waoo-produkter på Norlys’ netværk, få Stofa-produkter. Dermed risikerer Waoo at få fjernet knap halvdelen af selskabets kundegrundlag i ét brutalt hug.

»Det er en bombe og kan udvikle sig til en katastrofe for Waoo. Det er et mareridtsscenarie. I yderste konsekvens kan det betyde, at Waoo har udspillet sin rolle,« vurderer Torben Rune, indehaver af selskabet Teleanalyse.

I dag har Waoo omkring 155.000 internetkunder i de områder, hvor Norlys distribuerer Waoos produkter. Omkring 40-50.000 af de kunder har også en tv-pakke.

Alle de kunder – omkring 200.000 kundeforhold – står nu til at ryge over i Stofa.

Waoo
Waoo Foto: Morten Degn/PRESSE
Vis mere

Sent tirsdag fik Waoo dog lille redningskrans, da selskabet Fibia meldte ud, at de har fået adgang til Norlys’ netværk og kan levere Waoo til de kunder, der står til at blive konverteret ind i Stofa.

Men det betyder ikke umiddelbart, at man som Waoo-kunde bare kan fortsætte med at være Waoo-kunde på Norlys’ netværk.

Man skal højst sandsynligt skifte til Waoo via Fibia for at beholde Waoo.

»Og det vil formentlig være til en højere pris end det, de kunder betaler i dag, for Fibia skal betale for at operere på Norlys’ netværk. Derudover mister Waoo nogle kunder her. Det gør det dyrere for dem at købe tv-indhold, og det kan også udløse prisstigninger,« siger Torben Rune.

Hos Norlys forklarer Sune Nabe Frederiksen, administrerende direktør for Norlys Digital, følgende om situationen:

»Jeg kan i hvert fald sige, at vi ikke kommer til at levere Waoo mere. Det bliver leveret i Stofa-mærket. Vi har et rigtig stærkt produkt med Stofa, og derfor taler meget for, at vi tager det stærkeste produkt, vi har på hylden, og tilbyder det til vores kunder,« siger Sune Nabe Frederiksen.

Han forklarer blandt andet, at det ikke er et fravalg af Waoo, men »et tilvalg af vores egne mærker i Boxer og Stofa« – og at tv-kunder i længden får bedre priser, hvis de bliver samlet i et større selskab som Stofa.

Til de kunder, der nu står til at miste Waoo-produkterne, har han følgende budskab:

Sune Nabe Frederiksen, administrerende direktør for Norlys Digital.
Sune Nabe Frederiksen, administrerende direktør for Norlys Digital. Foto: Presse
Vis mere

»Man skal ikke gøre noget. Vi skal nok sørge for, at kunderne – som minimum – får det, de tidligere har haft. I min optik får de også noget, der er bedre.«

Hos Waoo lægger direktør Jørgen Steensgaard sig på ingen måde fladt ned, selv om han erkender, at det er ‘ærgerligt’, at Norlys træder ud af samarbejdet.

Jørgen Steensgaard fremhæver, at Waoo fortsat har adgang til det samme antal kunder – nu via Fibia – og at Waoo står i en situation, hvor man er kåret til Danmarks bedste internetleverandør ni år i træk.

Derudover har Waoo haft markant vækst i antallet af kunder, lyder det i en mail til B.T.

Og så mener han ikke, at det er så nemt, at kunderne ‘bare’ kan flyttes over til Stofa.

‘I forbindelse med Konkurrencestyrelsens godkendelse af fusionen mellem Eniig og SydEnergi (i dag Norlys, red.) lå en central betingelse, at Eniig ikke blot kunne flytte sine kunder over på Norlys og væk fra Waoo-produkter, men at det er op til kunderne at vælge, hvilken udbyder, de ønsker at have’.

Hertil lyder det fra Sune Nabe Frederiksen:

»Det lå i fusionsgrundlaget, at vi skulle sikre, at der kommer konkurrence i vores net, og at nettene blev åbnet for alle. Det er sket for længe siden.«