En udvikling breder sig i disse dage og måneder i Danmark, som på sigt kan vise sig at blive guld værd for de danske forbrugere.

Netværk bliver åbnet op, så flere forskellige udbydere af internet og tv pludselig kan byde sig til hos kunder, der indtil nu kun har haft et eller to selskaber at vælge imellem. En hård og mere intens kamp om dine penge er undervejs.

Et meget konkret eksempel er den situation, som 500.000 adresser fordelt over Østjylland og store dele af Sjælland pludselig befandt sig i onsdag morgen.

Her kunne de nemlig læse sig til, at det netværk, de er koblet op på – Fibias fibernet – har åbnet netværket op.

Indtil videre har de 500.000 adresser kun haft mulighed for at vælge Waoo, som Fibia er medejer af, men åbningen betyder, at kunderne i de områder fra årsskiftet også kan vælge produkter fra Nuuday.

I første omgang bliver det Hiper og senere i 2021 også YouSee og TDC Erhverv.

Lignende åbninger af netværk er sket flere steder i landet det seneste år.

»Det er fantastisk for danskerne. Jo flere valgmuligheder forbrugerne får, jo hårdere skal de forskellige selskaber konkurrere for at sørge for, at det er deres produkter, kunderne vælger,« siger Torben Rune, indehaver af rådgivervirksomheden Teleanalyse.

Han regner med, at danskere i de områder, hvor de går fra én udbyder til at kunne vælge mellem flere, kan se frem til en situation, hvor selskaberne decideret bejler til dem.

»Den slags konkurrence sker på flere måder: Det kan være ved at udbyde en masse forskellige og attraktive produkter, og det kan være ved at sænke priserne,« siger Torben Rune:

»Det kan godt være, at priserne ikke falder fra dag et, men de stiger nok heller ikke. Og i og med at forbrugerne vil se meget efter prispunkterne, så er det ret sandsynligt, at vi vil se konkurrence på prisen efter noget tid.«

Torben Rune er sikker på, at situationen med langt flere valgmuligheder end i dag vil blive bredt ud til hele landet de kommende år.

»Vi kommer helt klart til at se mere af det her, og det betyder, at du kommer til at se langt mere differentierede produkter,« siger Torben Rune:

»For fiberselskaberne er det en mulighed for at sælge mere, og derfor hilser de også selv den her udvikling velkommen. Jeg synes, det er en rigtig god udvikling, som vi har ventet på længe.«