De seneste uger har landets tv-udbydere stillet sig op på rad og række for at varsle kunderne prisstigninger på enten tv-pakker eller bredbånd.

Nu er turen så kommet til de danskere, som i mange tilfælde er flygtet af fra tv-pakkernes prisskrue. De bliver indhentet. Tjenesten TV 2 Play har torsdag sendt mails ud til deres godt halve million kunder.

Og i mange tilfælde er beskeden fra TV 2 ikke opløftende nyt.

Alle kunder, der har været hos TV 2 Play længe – og dermed betaler en abonnementspris, som 'ikke er opdateret' – bliver varslet prisstigninger.

I mange tilfælde er der tale om en stigning på 10 eller 20 kroner mere om måneden.

Derudover tilføjer TV 2 Play en ny pakke til udbuddet.

En ændring, som betyder, at rigtig mange kunder kommer til at være tvunget til en prisstigning på 40 kroner om måneden, hvis de vil kunne se de kanaler, de har adgang til i dag.

Den nye struktur går vi detaljen med om lidt.

En af de kunder, der er blevet varslet en helt ren prisstigning, er 34-årige Glenn Selbo fra Djursland.

Han har været kunde hos TV 2 Play i mange år og betalt 59 kroner om måneden.

Nu er han blevet varslet, at han får mere reality tv i sin pakke – og at den stiger med en 20'er til 79 kroner om måneden.

»Jeg har sagt lortet op. Jeg har ikke brug for flere realityshow. Dem har jeg allerede adgang til,« siger Glenn Selbo til B.T.:

Glenn er rasende på TV 2.
Glenn er rasende på TV 2.
Vis mere

»Jeg er sur over, at de sender prisstigninger ud til gud og hvermand. Selvfølgelig skal man tjene penge, men det er os gamle kunder, der har været med til at bygge virksomheden op,« siger han.

Og så er der de kunder, som ikke er blevet præsenteret for en direkte prisstigning, men som med stor sandsynlighed ender med at skulle til lommerne.

Følg nu godt med:

I dag har TV 2 Play to pakker.

Basispakken, som koster henholdsvis 49 eller 79 kroner om måneden, alt efter om man ser reklamer i pakken eller ej.

Her stiger prisen kun – med 10 eller 20 kroner – hvis du har betalt en af de 'gamle' priser. I denne pakke kommer programmer fra realitytjenesten Hayu også ind.

Så er der fuldpakken.

Her betaler du i dag henholdsvis 109 eller 139 kroner om måneden, alt efter om man ser reklamer i pakken eller ej.

Igen får du kun en direkte prisstigning, hvis du er på en 'gammel pris'. Også her kommer Hayu ind i pakken.

Men i denne pakke sker der også noget andet.

I dag indeholder Fuldpakken nemlig kanalen TV 2 Sport.

Den forsvinder nu og rykker over i en ny pakke, som hedder Favorit + Sport. En pakke, som også indeholder den nye kanal TV 2 Sport X, hvor der blandt andet sendes La Liga og Serie A.

På den nye pakke er prisen højere. Og det er her, hammeren falder.

Favorit + Sport er nemlig prissat til 149 eller 179 kroner om måneden, alt efter om man ser reklamer i pakken eller ej.

Det betyder, at hvis man i dag har Fuldpakken – og fortsat gerne vil kunne se TV 2 Sport fra den 4. januar, som man hidtil har haft adgang til – skal du vælge den nye pakke.

Og så stiger prisen med 40 kroner om måneden.

Ændringen har allerede nu fået adskillige kunder til at revse TV 2 Play på Facebook.

Hos TV 2 Play forholder man sig ikke til de rasende kunder og har kun følgende kommentar til situationen:

'I forlængelse af ændringen af den nuværende 'Hele Pakken' og introduktion af TV 2 PLAYs nye sportspakke 'Favorit + Sport', skal TV 2 PLAY varsle sine kunder,' skriver Stig Møller Christensen, salgsdirektør i TV 2 betalings-tv:

'I forbindelse med denne varsling har vi i 2020 besluttet at udfase tidligere, lavere, pakkepriser, så alle abonnenter fra 2020 – alt efter produkt – betaler den samme pakkepris.'