Efter flere måneder med uro omkring YouSee på grund af tv-krigen med Discovery Networks, går YouSee nu i byen med endnu en kedelig besked til kunderne.

Denne gang handler det om stigende priser.

For selvom YouSee for første gang i ni år ikke varsler prisstigninger på tv-pakkerne, er der omkring 400.000 YouSee-kunder, som i disse dage får en mail.

I den mail står der, at deres bredbåndsforbindelse bliver dyrere fra den 1. januar.

Det bekræfter YouSee overfor B.T.

I mailen skriver YouSee:

’Vi ved godt, at det er langt sjovere at høre om nye, spændende fordele end om prisstigninger. Men vi kommer ikke udenom, at der er en på vej’.

Og så præsenteres kunderne ellers for en prisstigning:

Den lyder på 10 eller 20 kroner mere om måneden fra den 1. januar.

De første kunder er allerede så småt begyndt at reagere på, at de skal betale mere for deres bredbåndsforbindelse.

På YouSee’s Facebookside erklærer Andreas Jensen sig utilfreds og skriver: ’Jeg har svært ved at se, hvordan YouSee kan forsvare yderligere stigninger’.

En Kevin Nielsen starter sit indlæg om utilfredshed med spørgsmålet ’Hvad fanden sker der?'.

En anden kunde ved navn Jens Astrup skriver slet og ret, at han nu vil kvitte YouSee og slutter af med: ’Farvel, hilsen Jens’.

YouSee skriver i varslingen, at prisen stiger på grund af investeringer i netværket.

Den besked gentager YouSee, da B.T. spørger ind til de stigende priser.

Stigninger, der som minimum vil generere en meromsætning på omkring 48 millioner kroner om året for YouSee.

’Vi ønsker at holde prisstigninger på et minimum', lyder det fra Hans Henrik Knudsen, produktdirektør for YouSee, i en mail til B.T.:

'Men da vores omkostninger til blandt andet infrastruktur stiger, er vi desværre nødt til at justere prisen lidt for en række af de kunder, der har en noget lavere pris end vores nysalgspriser'.

Hiper, der også er ejet af TDC, forklarede mandag, at de hæver prisen for hver tredje bredbåndskunde med 10 eller 20 kroner.

Fullrate, der også er i TDC-familien, har ingen planer om at hæve priserne, oplyser Fullrate til B.T.