Da Mette Frederiksen tirsdag præsenterede Socialdemokratiets helt store slagnummer med retten til tidligere pension for nedslidte, gav hun til sidst ordet til skatteminister Morten Bødskov.

Hans opgave var at forklare, hvem der skal betale reformen. På få minutter fremlagde han nye skatter for tre milliarder kroner, som hovedsageligt rammer banker og pensionskasser. Skatter, som med meget stor sandsynlighed nu sender en regn af gebyrer og prisstigninger ud over danskerne.

For seancen på Danish Crown-slagteriet i Horsens var dårligt slut, før dem, der skal betale gildet, begyndte at reagere.

Over én kam lød truslen: De skattestigninger, som banker, pensionskasser og forsikringsselskaber rammes af fra 2023, bliver sendt direkte videre ud til kunderne.

Det kan være i form af dyrere forsikringer, flere eller større bankgebyrer eller ligefrem højere bidragssatser på realkreditlån.

Og selv om ingen af bankerne eller brancheorganisationer vil pege præcist på, hvilke priser der vil stige, er der næppe tale om tomme trusler.

»Vi har set bankerne vælte den her type skatter over på kunderne mange gange, og det foregår ofte på en uigennemsigtig måde, så kunderne ikke rigtigt kan følge med,« siger Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk:

»Det begynder, som det gjorde i går: Brancheforeningen går ud og siger: 'Det går ikke, det her'. Så er der en bank, der lægger ud med en form for stigning til kunderne, og så følger resten med.«

Baseret på tidligere stigninger – eksempelvis for knap et år siden, da bankerne på rad og række hævede kundernes gebyrer – har Morten Bruun Pedersen en relativt god idé om, hvor kunderne kan risikere at skulle til lommerne.

»Det plejer at være gebyrer på sådan noget som bankkonti, kreditkort og den slags. Det kan også sagtens være, at negative renter på dit indestående i banken kan få en ekstra skrue op,« siger Morten Bruun Pedersen:

»Bankerne kunne jo også finde pengene via besparelser eller ved at betale mindre i udbytte til aktionærerne, men det plejer de ikke at være glade for.«

Hvad så med bidragssatserne på husejernes realkreditlån? Skal man frygte en prisstigning der?

»De vil gerne sætte bidragssatserne op, men der handler det udelukkende om, hvor stor en shitstorm bankerne vil rammes af. En ting er gebyrer på dankort og den slags, men når det drejer sig om bidragssatser, er der tale om et område, hvor forbrugerne er meget, meget vågne og følsomme. Så det tror jeg ikke på.«

Efter Mette Frederiksens præsentation af pensionsreformen onsdag blev både skatteminister Morten Bødskov og statsminister Mette Frederiksen i en række medier spurgt til, hvad de mener om, at bankerne og forsikringsselskaberne varsler prisstigninger til kunderne på baggrund af de nye skatter.

Fra Morten Bødskov lød svaret, at de jo i stedet kunne se nærmere på deres egne lønninger.

Fra Mette Frederiksen lød det: De kan jo bare lade være med at hæve priserne.