Risiko for gæring får nu Graasten Salater til at tilbagekalde et parti af deres hotdog-ketchup.

Det skriver Fødevarestyrelsen.

Hvis du har købt ind til den helt store hotdog-menu i enten Aldi eller Rema1000, så bør du lige tjekke din hotdog-ketchup.

I hvert fald, hvis du har købt den fra Graasten Salater.

De tilbagekalder nemlig deres hotdog-ketchup.

Det gør de, da der er risiko for gæring i produktet.

Hotdog-ketchuppen er solgt i Rema1000- og Aldi-butikker over hele landet, og det drejer sig helt konkret om følgende produkt:

Hotdog ketchup
Nettovægt: 375 gram
Bedst før-dato: 07/10/2021
Pakkedato: 09/06/2021
EAN stregkode-nr.: 5704000486493

Fødevarestyrelsen råder til, at man enten leverer produktet tilbage til butikken, hvor man har købt det, eller smider det ud.

Gæring i ketchuppen gør, at det ikke er egnet som fødevare.