Hvad der ellers lignede en hyggelig aften ude på terrassen tog en noget uventet drejning for Harry Ehnhuus, hans kone og deres svigerdatter.

For lige pludselig eksploderede deres terrassevarmer få meter fra dem.

»Det var et brag af en anden verden, og vi fik alle sammen et kæmpechok,« fortæller Harry Ehnhuss.

Det var glasset i terrassevarmeren, der eksploderede, og glasskårene havde også ramt familien.

Harry Ehnhuus fik sig noget af et chok, da terrassevarmeren eksploderede. Foto: Privat
Harry Ehnhuus fik sig noget af et chok, da terrassevarmeren eksploderede. Foto: Privat
Vis mere

»Havde vi været inden for en meter – det kunne have været endt helt galt – vi ville have været skamferet,« forklarer han.

Familien slap dog med en ødelagt jakke, et par ødelagte shorts, lidt brændt hår, et lille sår og et kæmpechok, forklarede han til B.T.

Bordet, terrassevarmeren var over, led dog en anden skæbne.

»Havebordet var helt brændt af,« fortæller Harry Ehnhuus.

Bordet var helt brændt af, forklarer han. Foto: Privat
Bordet var helt brændt af, forklarer han. Foto: Privat
Vis mere

Terrassevarmeren er købt i Bauhaus og er af mærket Hortus gulvmodel med 1500 watt. Familien har allerede søgt reklamation på varen, men er derudover også i kontakt med en advokat.

»Vi skal lige finde ud af, om der ikke også er noget erstatning for os i det her. Der er jo også noget med produktansvar,« fortæller han og fortsætter:

»Denne her vare kan jo potentielt være til fare for andre mennesker.«

Produktchefen fra NSH Nordic, John Hansen, er overrasket over Harry Ehnhuus' oplevelse med deres terrassevarmer.

»Vi har aldrig nogensinde oplevet, at nogen af vores terrassevarmere eksploderer. Og vi skal selvfølgelig have produktet ind, så vi kan undersøge det,« fortæller han til B.T.

John Hansen forklarer endvidere, at alle deres varer er testet og certificeret inden salg.

»Uanset hvad og hvor gammel den er, så skal og må den jo ikke eksplodere – derfor er det vigtigt, at vi får den ind. Det er nemlig svært at sige, hvad der er sket, hvis ikke vi har fået set på den,« fortæller produktchefen.

Hortus er et af NSH Nordics brands, hvis sortimentet blandt andet består af hegn og elektriske infrarøde terrassevarmere.