Kunder hos supermarkedskæden Lidl modtager i disse dage e-mail, hvor deres hjemby er udtrukket som vinder, og modtagerne af e-mailen er udvalgt til at deltage i en konkurrence.

E-mailen ser relativt reel ud, men det er langtfra tilfældet, forklarer Lidl.

Det er ren og skær fup og fidus og er med stor sandsynlighed designet til at lokke oplysninger ud af dig.

»Den e-mail er ikke fra os, og vi ser desværre løbende, at vi bliver misbrugt af bagmænd, der lukrerer på vores brand i et forsøg på at snyde folk,« siger Morten Vestberg, kommunikationschef i Lidl Danmark:

Sådan ser svindelmailen ud.
Sådan ser svindelmailen ud.
Vis mere

»Vi er utroligt kede af, at der er kunder, der bliver snydt af det her. Det er da utrolig trist, at folk bliver snydt eller får falske forhåbninger.«

Han vil helst ikke udtale sig om det konkrete svindelnummer, der kører lige nu, men:

»Der kører løbende nye sager, og det er forskellige bagmænd. Vi gør alt for at stoppe det her, og vi har faktisk også haft held med at få stoppet nogle af de her ting tidligere i år,« siger Morten Vestberg.

Han forklarer, at Lidl aldrig sender e-mail med et link til en ekstern hjemmeside, og at Lidl ikke sender e-mail, hvor man eksempelvis skal opgive en adgangskode. Hvis du har fået en e-mail fra Lidl og er i tvivl, om det er fup, så besøg Lidls hjemmeside eller sociale medier for mere information.