Målet er intet mindre end en verdensrekord.

Midlet er flere reklamekampagner og 20 procent rabat på 2.400 dagligvarer hver eneste søndag i januar.

Coops supermarkedskæde Irma, der hovedsagelig ligger i københavnsområdet, griber nu ud efter at kunne kalde sig den første supermarkedskæde i verden, hvor mindst 50 procent af fødevaresalget er økologisk.

I forvejen er Irma forbløffende godt kørende på den konto.

33 procent af fødevaresalget i kædens 68 butikker er i dag økologisk, hvilket er markant over gennemsnittet i dagligvarebranchen generelt, hvor 15 procent af fødevaresalget er økologisk.

Og nu skal andelen af økologisalget så op over 50 procent i senest 2025.

»Vi har forskellige initiativer for at nå det mål. Vi skal blandt andet være mere synlige omkring vores økologiske satsning med markedsføring,« siger Lise Hørdam, marketingchef i Irma:

»Og så har vi det her initiativ med at sætte alle vores økologiske varer ned med 20 procent hver søndag resten af januar. Håbet er, at det vil motivere flere kunder til at købe økologi. Der er ingen tvivl om, at det er rigtig dyrt for os. Så det er noget, vi gør resten af januar, og så må vi evaluere på det.«

Lise Hørdam, marketingschef i Irma
Lise Hørdam, marketingschef i Irma Foto: PR
Vis mere

Irmas tilknytning til København spiller en stor rolle i den økologiske succes.

»Der er ingen tvivl om, at der er en udtalt interesse for økologi blandt kunderne i København og omegn i forhold til andre dele af landet,« siger Lise Hørdam:

»Så kundernes efterspørgsel er en stor faktor. Men det handler selvfølgelig også om, at så stor en del af vores sortiment er økologisk.«

En logisk metode til at sørge for, at økologisalget overstiger 50 procent, er at fjerne alle varer, der ikke er økologiske, og slå over til udelukkende at sælge økologi.

Så langt er Irma dog ikke klar til at gå endnu.

»Vi testede faktisk et økologisk supermarked på Østerbro for et par år siden, og den endte vi med at måtte konvertere tilbage. Kunderne kunne ikke færdiggøre deres køb i den butik. Der var for mange varer, vi ikke kun få i en økologisk variant, eller som ikke havde den fornødne kvalitet,« siger Lise Hørdam:

»Smagen og kvaliteten af varerne skal være i orden, og der er fortsat et udviklingspotentiale på den front på nogle økologiske varer. Så det er også en del af den udvikling, vi skal igennem. Kvalitet og smag er stadigvæk vigtigst.«