Når tilbudsaviserne dumper ind ad Lina Rosenlunds brevsprække i Helsingør, samler hun dem op med et lille smil på læben.

»Jeg elsker at få dem onsdag aften. Så sidder jeg og bladrer i dem og laver indkøbslister. Jeg hygger mig lige så meget med det, som når jeg læser i mit Femina,« siger hun.

Men Linas mulighed for at få glæde af de fysiske tilbudsaviser er ved at komme under kraftigt pres.

Inden for de seneste 14 dage er to dybe stød til de klassiske tilbudsaviser i Danmark sat ind.

Føtex har annonceret, at de neddrosler sidetallet i deres tilbudsaviser med 40 procent.

Coop-butikkerne Kvickly og SuperBrugsen går fra at udgive hver sin tilbudsavis til at slå dem sammen.

Begge kæder argumenterer med, at de slår et slag for miljø og bæredygtighed.

De erkender dog også, at tiltagene giver en massiv økonomisk besparelse.

Tiltagene kommer i kølvandet på, at Coop-boss Peter Høgsted gik planken ud i slutningen af november og skrev et åbent brev til miljøminister Dan Jørgensen.

Her argumenterede han for, at man fra politisk hold helt forbyder tilbudsaviser og udsletter dem i ét hug.

Det er dog ikke sket. Endnu.

Og for Lina Rosenlund ville det være en dybt sørgelig udvikling, hvis det sker.

»Det er jo godt, at jeg kan finde tilbud og spare nogle penge i tilbudsaviserne. Hvis ikke jeg får tilbudsaviserne, så kommer jeg ikke til at købe så mange af butikkernes tilbud. Man bliver ikke inspireret på samme måde i tilbuds-apps,« siger hun.

Samtidig med supermarkedskædernes ønske om at komme væk fra tilbudsaviser er danskerne selv begyndt at skubbe på udviklingen mod digitale tilbudsaviser.

42 procent af danskerne kigger i dag i trykte tilbudsaviser, før de handler ind – det er otte procent færre end i 2015.

Samtidig ser 42 procent nu i de digitale tilbudsaviser, før de handler ind – det er 10 procent mere end i 2015.

Det viser en analyse fra AIM Create.

På trods af udviklingen bliver det ekstremt svært for butikkerne at udfase tilbudsaviserne, hvis ikke politikerne forbyder dem ved lov.

»Tilbudsaviserne har jo genereret en kæmpe omsætning til butikkerne gennem mange årtier. Det har båret dagligvarehandlen og haft enorm betydning for at få kunder ind i butikkerne. Det har de stadigvæk,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Det er svært at svare på, om kæderne selv vil stå for den udfasning. Der vil være nogen, som holder fast i den til det sidste, fordi det simpelthen er så effektivt et middel.«

I Coop, der altså har bedt ministeren om at afskaffe aviserne ved lov, er man ikke klar til selv at skrotte aviserne og gå solo.

Man frygter simpelthen at miste for mange penge.

»Supermarkederne holder hinanden i et jerngreb på det her punkt. De, der først dropper tilbudsaviserne helt, kommer til at miste penge. Derfor mener vi, at der skal et politisk indgreb til for at få løst det her jerngreb op,« siger Lars Aarup, analysechef i Coop:

»Vi mener, at det er enormt ressourcespild at trykke de her aviser. Men hvis vi i Coop bare selv dropper dem, vil det være en stor økonomisk risiko at løbe, hvis ikke andre også gør det.«