For os kunder er det en række klassiske dagligvarer, vi mæsker os i de kommende uger og måneder.

For supermarkederne er det våben i en kontinuerlig priskrig, som nu går ind i årets næste fase og med nålestikspræcision udløser prisdyk på helt specifikke varer. Prisdyk, der ofte overstiger 50 procent.

»Supermarkederne vælger at gå i nul eller sætte penge til på de varer. Logikken er, at man med de her priser kan trække kunder ind eller i hvert fald sørge for, at de ikke går andre steder hen,« forklarer Mogen Bjerre, lektor på CBS:

»Det er benhård konkurrence, hvor man bruger det klassiske værktøj: Sænk prisen.«

Faktisk falder priserne på specifikke varer så meget og i så mange forskellige supermarkedskæder, at du hver eneste uge over sommeren kan få eksempelvis is og pølser til mindst 33 procents rabat. Og det er et minimum.

For at vise dig, hvor meget du højst behøver betale for is eller pølser – to af de varer, supermarkederne fører priskrig på om sommeren – har B.T. gennemgået alle tilbudsaviserne hos Meny, Netto, Føtex, SuperBrugsen og Rema 1000 i juni 2020 for at give et indblik i prisudviklingen.

En udvikling, vi også allerede ser tegn på i tilbudsaviserne lige nu, hvor de samme varer sættes ned til de samme priser som sidste år.

Billedet er entydigt:

Det er for det meste klassiske mærkevarer, supermarkederne annoncerer tilbud på.

I pølsekategorien er det Gøl, Steff Houlberg og Langelænder, som uge efter uge kan købes med rabatter i omegnen af 33-37 procents rabat, hvis blot du vælger den butik, der har det bedste tilbud.

På is er det alt fra Magnum og Twister til Daim og supermarkedernes egne isvaffel-mærker. Her kan du ofte spare omkring 40-50 procent på mærkevarerne.

Får du mindre end 35-40 procent i rabat for en kasse is fra et kendt mærke, betaler du ganske enkelt for meget.

Pølser er et stort hit om sommeren
Pølser er et stort hit om sommeren Foto: Esben Salling
Vis mere

I særlige tilfælde dykker priserne endnu længere ned, når supermarkederne kører med spotvarer.

Her kommer du helt ned i 10 eller 12 kroner for en pose pølser eller kasse is.

Udover pølser og is afslører tilbudsaviserne også, at supermarkederne kæmper om at have de skarpeste priser på varer som majskolber, koldskål, chips, sodavand og øl i sommermånederne. Mogens Bjerre forklarer:

»Sæsonerne skifter, varerne skifter. Til jul er det ting som fløde og rødkål, der ryger langt ned i pris. Til påske var det sild og æg. Nu rykker vi så videre til varer som pølser og is,« siger Mogens Bjerre:

»Det er fantasiløsheden, der hærger. Det er jo godt for kunderne, men det er lidt synd, at der ikke er mere innovation.«

Bemærkelsesværdigt er det, at tilbuddene hos de forskellige kæder ofte er helt ens. En pakke Langelænder-pølser går eksempelvis stort set altid fra en normalpris på 29,95 til 20 kroner pakken, en pakke Magnum går fra omkring 44,95 til 20 kroner.

»På mange måder bør det her jo få forbrugerne til at tænke: 'Hvis jeg kan få det til de her priser hele sommeren, bliver jeg så snydt resten af året?'« siger Mogens Bjerre.