Usikkerhed og præstationsangst kan være nogle af grundene til at få hjælp til rejsning under sex. Og den hjælp er der flere og flere danske mænd, der siger 'ja tak' til.

En af løsningerne kan være at gå til egen læge for at få en recept på et potensmiddel såsom Viagra.

Det gjorde 150 personer mellem 18 og 24 år i 1999, hvor tallet var steget til omkring 1.000 i 2019 på landsplan. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, skriver TV 2 Østjylland.

For de 25- til 44-årige er tallet også stigende. Her købte 3.000 personer et potensmiddel på recept i 1999, hvor tallet lød på omkring 14.000 i 2019 på landsplan.

Og det kan der være en mulig forklaring på:

»I dag er det blevet mere vanskeligt at leve op til tidens perfektionistiske tendenser. Mange relationer foregår ofte på virtuelle medier, hvor man kan fremstille sig selv i gunstig belysning. Og en af konsekvenserne er, at ægte relationer, hvor man skal tæt på hinanden fysisk, bliver mere og mere vanskelige,« siger Anders Beich, der er praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, til TV 2 Østjylland.

Men selvom Viagra-pillen eller andre potensmidler kan være en stor hjælp, er det ikke uden mulige konsekvenser.

For det er meningen, at man skal få succes under sex, når man indtager pillen, men at det ikke må blive en permanent løsning. For pillerne kan føre til hovedpine og problemer med blodtrykket, understreger Anders Beich.