Regeringen præsenterede torsdag et overordnet oplæg til en massiv sommerpakke, der blandt andet skal stimulere økonomien i en række hårdt trængte brancher og give danskerne rabat på oplevelser til sommer.

Pakken er på 1,6 milliarder kroner, og 315 millioner af dem er afsat til kulturlivet. Her vælter ønskerne til ministeren allerede ind.

Og ét særligt ønske går igen.

I Zoologisk Have København jubler man nærmest efter torsdagens pressemøde.

»Siden 6. marts har vi sendt vores drifttal til ministerierne for at vise, at det ikke har været lutter lagkage at være blandt de første, der er åbnet. Vi har haft sindssygt dårlige tal. Vi styrtbløder her i Zoologisk Have København. Så hele vores brancheforening er super glade i dag. Vi er måske blevet hørt,« siger Jørgen Nielsen, administrerende direktør i Zoologisk Have København:

»Sidste års sommerpakke virkede. Det skabte glæde. Der var halv pris på billetter, og det var ikke mere kompliceret end det. Vi fik 100.000 flere gæster end budgetteret på den ene måned. Så det med halv pris på entré virker. Lad nu være med at gøre det mere kompliceret. Gør det samme som sidste år – bare i tre måneder denne gang.«

Også i Odense Zoo håber man virkelig, at politikerne har lyttet til branchens appeller de seneste måneder.

»Vi føler, at vi har været forsøgskaniner. Vi har været rigtig dårligt stillet, fordi vi kun kunne åbne halvt op. Vi har kun haft halvdelen af de gæster, vi skulle have haft,« siger Bjarne Klausen, administrerende direktør i Odense Zoo:

»Sidste års sommerpakke hjalp os rigtig meget. Der var det halv pris på entré i en måned. Det vil vi gerne have igen, men denne gang skal det vare i tre måneder i stedet for en.«

I de danske biografer håber man meget på, at sommerpakken også vil komme dem til gode.

Også her ønsker man først og fremmest at kunne invitere gæster ind til halv pris.

»Hvis der kommer en rabatordning som sidste år, så skal vi selvfølgelig være med. Sidste år kunne vi se alle vores konkurrenter få kunder ind til halv pris, mens vi ikke selv havde samme mulighed. Den forskelsbehandling har vi ingen forventning om, gentager sig, for det fik vi en undskyldning for senere hen,« siger Lars Werge, direktør for Danske Biografer:

»Vi tror, at interessen for at komme i biografen vil være stor. Men vi skal bruge flere kræfter på kontrol af coronapas og på at opretholde god hygiejne og den slags – kunne man støtte de ekstra udgifter med en pulje? Og så har vi en løbende afgift til Koda. Kunne man få en rabat på de afgifter i sommerperioden?«

I Tivoli i København vil man ikke lægge sig helt fast på, hvilke initiativer man håber på, men lægger ikke skjul på, at det gerne skal være initiativer, der kan få kunder i butikken.

Direktør Susanne Mørch Koch melder sig især tilfreds med, at regeringen lægger op til en konkret indsats i Danmarks fire største byer: København, Odense, Aalborg og Aarhus.

»Jeg er glad for, at der er fokus på turist- og oplevelseserhvervene især i storbyerne. Det er tydeligt, at vi fortsat er dem – og især København – der er særligt ramt af de restriktioner og retningslinjer, der kun langsomt fases ud hen over sommeren. Derfor er der også fortsat behov for hjælpepakker til blandt andet turisterhvervet,« lyder det fra Susanne Mørch Koch i en skriftlig kommentar:

»Der er brug for en særlig håndsrækning til storbyerne og til København i særdeleshed. København blev ramt af særlig hårde restriktioner sidste sommer, og det gik hårdt ud over hoteller, restauranter og også Tivoli. Jeg glæder mig til, at forhandlingerne i den kommende uge vil konkretisere, hvilke initiativer der kommer. Opgaven er nu at få flere besøgende ind i storbyen og København.«