Rema 1000 buldrer frem i samtlige popularitetsmålinger og præsenterer det ene overskud efter det andet, men nu har et besøg af Fødevarestyrelsen hældt en smule malurt i bægeret for den populære supermarkedskæde.

Besøget udløste en bøde på 10.000 kroner, fordi kunderne var i fare for at få madforgiftning.

Det var en opmærksom kunde, der tippede Fødevarestyrelsens rejsehold om at tage ud og besøge Rema 1000 på Jagtvej i København.

Det gjorde de så den 29. marts, og kontrollanterne kvitterede med stor bøde.

Fødevarestyrelsens rejsehold fandt nemlig salater blandet med stegt pålæg og salater blandet med rejer i en kølemontre, hvor temperaturerne havde sneget sig op mellem 12,7 og 15,7 grader.

Ved stikprøver af wraps med tun og kylling var temperaturen også over 10 grader.

Alt sammen noget, der er direkte farligt, forklarer Preben Vestergaard Hansen, kandidat i human ernæring og lektor på Københavns Professionshøjskole.

»De her ting skal opbevares ved højst 5 grader, og når du kommer op over 10 grader, sker der en kraftig opformering af bakterier, som giver en risiko for, at du bliver syg,« forklarer han:

»Vi taler både om en risiko for at få en mild form for madforgiftning, men du risikerer også en svær madforgiftning. Det afhænger af bakterierne,« forklarer Preben Vestergaard Hansen.

Han mener, at den noget stejle bøde er stukket ud for at statuere et eksempel.

»Der er jo tale om en hygiejnisk og fødevaremæssig risiko, og så er det klart, at så sætter man altså ind.«

I Rema 1000 er man ked af den dårlige smiley-rapport.

'Fødevaresikkerhed har højeste prioritet i min butik, så jeg er selvfølgelig utilfreds med, at det ikke har været i orden,' skriver Michael Iversen, købmand i Rema 1000 på Jagtvej, i en e-mail:

'Det beklager jeg.'

Han forsikrer, at problemet er løst.

'Der er desværre sket en menneskelig fejl, og det har vi rettet op på nu, så vi sørger for, at det ikke sker igen. Kølemøblet er kasseret og bliver erstattet med et nyt,' skriver Michael Iversen.